Et hus af livsvidner

Kan man stadig holde højskoleånden ved lige, også efter man er stoppet på højskole? Og hvis ja, hvordan gør man det så? Bagerst i en baggård på Mejlgade i Aarhus ligger et sort byhus, hvis 8 beboere måske har svaret på de spørgsmål.

Så snart man træder ind ad døren, er det tydeligt, at det er et hus fyldt med minder. ”Mejlen”, som beboerne har døbt det lille sorte byhus, er fyldt med billeder, traditioner og gode historier. Alt sammen vidner om et fælles liv levet i fællesskab.

Kollektivet blev startet i 2019 af tidligere elever fra Odder Højskole, og mere end 4 år efter holder de stadig højskoleånden, deres venskab og de gode minder i live. 

”Vi har været hinandens livsvidner i så mange år. Det startede på højskolen, hvor man hurtigt kom ind under huden på hinanden, og så har vi bare dyrket det lige siden. Vi har set hinanden starte på studie, blive forelsket og få hjertesorger,” forklarer Helene Marshall ved køkkenbordet, hvor hele kollektivet er samlet til interview.

En søgen efter fællesskab

”Det var faktisk mig og Camilla der havde snakket om, at vi begge skulle til Aarhus bagefter højskolen for at læse, og at det kunne være hyggeligt at finde noget sammen,” fortsætter Helene.

”Jeg kommer fra København, så mit mål med at tage på Højskole var forhåbentligt at finde et netværk, som også skulle til Aarhus, og så kunne man være heldig at finde en at bo med. Mit motiv var at sørge for, at jeg ikke flyttede fra København til Aarhus uden at kende nogen. Så vi gik lidt i gang med at kigge på boliger, og så falder vi helt tilfældigt over det her hus.”

På Mejlens køkkenbord er der dækket op med kopper, der fyldes med kaffe fra en retro-orange kande. De hjemmebagte småkager er placeret midt på bordet, og interviewet udvikler sig hurtigt til en samtale, der flyder naturligt henover bordet.

Da snakken kommer ind på, hvad kollektivet har taget med sig fra højskolelivet, er der ingen tvivl. Det var højskoleopholdet, der gjorde dem i stand til at bo sammen i det fællesskab, de har opbygget siden semesteret sluttede i sommeren 2019.

”Vi fik så mange gode redskaber til at gøre det nemt at flytte sammen. Vi satte os bare over i huset og så levede det bare der, ” Forklarer Camilla Frederiksen imens hendes hænder samler sig om en varm kaffekop.

”Man ved godt, at der er andre der skal bruge køkkenet senere, så man gør lige rent efter sig,” uddyber Benjamin Sejbjerg med et smil. ”Og når der bliver bagt, så bager man lige lidt ekstra, så der er til huset også, og man efterlader altid lige noget. Det er bare en lillebitte familie på så mange punkter.”

”Det kommer af den der søgen efter fællesskab,” pointerer Celina Pihl Gregersen, der sammen med Helene Marshall læser en kandidat i psykologi på Aarhus Universitet. ”Det er faktisk nogle gange lige meget hvad man laver, bare man laver det sammen. Den fællesskabsånd kommer fra højskolen.”

Helene nikker fra sin plads lige overfor Celina og uddyber ”Især i starten, lige da vi flyttede hertil var der mange højskoleting vi gjorde, f.eks. har vi lavet et hyggeudvalg, hvor vi i starten var meget inspireret af de tiltag, der var på højskolen. Vi har også Indimellem haft sangaftener, og planlagt arrangementer og hyggelige tiltag. Bland andet en foredragsaften og en tur ud at se comedy.”

Overbærenhed, mod og modning

Men hvad med det personlige plan? Har de 8 højskolevenner taget noget med sig hver især fra deres ophold på Odder Højskole?

”Overbærenhed”, lyder det prompte fra Benjamin Sejbjerg. ”Det føler jeg var en dejlig god øvelse på højskolen, som jeg bruger hver dag. Jeg bliver bedre til at se tingene fra andre perspektiver.”

”Jeg er blevet mindre snæversynet af at gå på højskole”, lyder det fra Jacob Nyborg Nielsen, der er aktiv i Odder Højskoles Elevforening. ”På en højskole er man i den her setting, hvor der er så mange forskellige typer, der kommer fra alle mulige steder i landet og i verden. Det fik virkelig mine øjne op for, at wow vi er godt nok forskellige. Så man kan godt sige, at jeg fik udvidet min horisont af at gå på højskole, og det har jeg taget med mig.”

”Modet til at begive mig ud i sociale relationer jeg ikke havde haft modet til før”, kommer det fra kollektivets komfur, hvor Camilla Frederiksen er i gang med at forberede sin aftensmad. ”På højskolen fik jeg øjnene op for nye venskaber og nye måder at være 20 år på.”

Helene nikker fra den anden ende af køkkenbordet og uddyber ”det gør også noget ved ens selvbillede, at man bliver mødt af så mange åbne øjne. Så kan man starte forfra og redefinere sig selv uden at det bliver på en forceret måde. Det er bare virkelig befriende. Specielt der i start tyverne, hvor man alligevel er ved at finde ud af hvem pokker man er”

”Jeg synes også, at jeg er vokset og modnet, især i mødet med andre mennesker med andre holdninger end dem jeg har mødt tidligere,” kommer det igen eftertænksomt fra bordenden, hvor Jacob sidder.

”Jeg vil næsten sige, at man får et nyt sprog, og det er især igennem mødet med andre mennesker, man tilegner sig nogle nye perspektiver og holdninger, hvor man tænker ”gud, jeg har aldrig tænkt på det på den måde”. Man har nogle forudindtagelser når man kommer, som man bliver udfordret i.”

Udvikling, afklaring og respekt for råvarerne

”Hvis jeg skal nævne noget, så er det nok fra madfagene”, kommer det fra Camilla Frederiksen da snakken rammer det faglige udbytte fra højskoleopholdet.

”Jeg kommer fra en Knorr-familie, så vi har nok ikke været så kreative i vores madlavning, og det var først noget jeg fik øjnene op for på højskolen. Specielt respekten for råvarer. Det er ikke fordi jeg laver mere mad, men jeg har fået øjnene op for en masse andre ting ved madlavning, og hvad det kan for os og vores krop.”

For mange af Mejlens beboere blev højskolens fagudbud en unik mulighed for at snuse til de fag de allerede tænkte at læse. Og for andre blev det en chance for at prøve helt nye ting af, få nye indsigter og afklaring.

”Vi fik jo en rigtig god grundviden med fra Filmproduktion,” kommer det fra Benjamin, der på Odder Højskole tog alle de filmfag han kunne for at dyrke sin store passion for filmmediet. I dag studerer han på medieuddannelsen Multiplatform Storytelling and Production i Aarhus. Faktisk fik han på højskolen mulighed for at være med på et rigtigt filmset. En række tidligere elever havde kontaktet underviserne og spurgt efter assistance til et filmprojekt. ”Det fik jeg lov til, og det har åbnet op for rigtig mange muligheder, hvor jeg har været med på rigtige TV-serier.”

Forbundethed, livsglæde og tømmermænd på stranden

Stemningen om det lange køkkenborg er høj, men der sænker sig en eftertænksom stilhed, da det næste emne bliver bragt på banen. Er der et kerneminde fra højskolelivet, som de altid vil kigge særligt tilbage på?

”Der er faktisk et minde”, kommer det pludseligt fra Helene Marshall. ”Det er fra februar og det var første gang solen var fremme det forår. Vi lånte den blå van, og et par stykker af os var kørt ned på stranden og vi havde tømmermænd”, siger hun imens resten af bordet bryder ud i grin.

”Vi skulle ikke nå noget, vi kunne bare ligge der, det var okay lunt og solen varmede, og vi havde en højtaler med, og vi lå bare på stranden. Jeg tror nærmest, at jeg lå og holdt i hånden med nogen. Vi havde kendt hinanden i måske 6 uger, men jeg følte mig så forbundet til dem, det var helt unikt for mig at prøve.”

Efter Helenes minde kommer der snart gang i bordet, og hurtigt vælter de gode kerneminder frem.  For Camilla Frederiksen er det specielt hendes roomie Liv, der står som et særligt stærkt minde.

”Specielt den ro vi kunne finde sammen. For vi var bare udkørte, men vi var udkørte sammen, og der var plads til at trække sig og få ro, igen i et fællesskab”, forklarer hun og fortsætter med entusiastiske armbevægelser.

”Til sidst endte vi med at rykke sengene sammen, for så kunne vi ikke komme tæt nok sammen! Jeg havde haft en anden oplevelse af højskolen, hvis jeg ikke havde haft et så godt forhold til hende.”

”Det er svært med et kerneminde,” må Helene Marshall indrømme imens resten af bordet nikker anerkendende.

”Men det var bare en grundfølelse af, at jeg bare var rigtig glad hele tiden, altså virkelig følelsen af at smile og grine igennem dagligt. Og det kom bare i så stor kontrast til det jeg kom fra, det var lige det jeg havde brug for”, fortæller hun og fortsætter med et stort smil på læberne.

”Jeg havde hjertesorg da jeg startede, og der gik en uge, så havde jeg glemt det nærmest. Ikke på en måde, hvor jeg fortrængte det eller pressede noget væk. Det var det at møde andre folk, der også var klar på at have det virkelig, virkelig dejligt og møde hinanden uden fordomme og bare grine meget. Det var virkelig en følelse af glæde! Og mine forældre har også fortalt, at de sender én afsted og første gang man kommer hjem er man bare et stort smil. Det strålede bare ud af mig. På den måde var det virkelig også en definerede tid.”

Resten af kollektivet smiler og nikker genkendende rundt omkring køkkenbordet.

Da interviewet er overstået, har aftenmørket lagt sig over det lille sorte byhus. Mejlens vinduer lyser op, sneen ligger som en dyne over baggården, og inde bag husets facade holder de 8 livsvidner højskolelivet og højskoleånden videre.