Mød instruktørerne – Bag(om) lukkede døre

 In Education, film

Lige nu ruller serien “Bag lukkede døre” på TV Tonic. I den fire afsnits lange serie følger man med i opklaringsarbejdet på værelse 205. For hvem i alverden har dog lagt en lort på gulvet, og hvem skal stå til regnskab for dette svineri? Vi har taget en snak med de fem drenge, der står bag serien. For hvordan opstår idéen til sådan en serie og hvordan bliver den til?

Det startede med, at vores værelse blev pranket ved første fest af dem, der kalder sig ”The Swappers”. De havde vendt vores senge på hovedet og byttet rundt på vores ting. Vi kom dog ret hurtigt frem til, at det ikke var så spændende at lave en serie om. Så vi tænkte, at det ville være mere interessant, hvis det var en mere ekstrem prank. Her kom lorten ind i billedet. Og så havde vi set “American Vandal” fra Netflix, som er en Mockumentary og den har vi taget meget udgangspunkt i. Så vi lagde de to ting sammen, og sådan opstod ”Bag lukkede døre”.

Hvordan reagerede underviserne, da I pitchede idéen om at lave en serie?

De var lidt skeptiske i starten, men faktisk var de ret åbne omkring selve idéen. Dog advarede de os imod, at det kunne gå hen og blive ret tidskrævende sammenlignet med at lave en kortfilm. Opklaringsformatet, som “Bag lukkede døre” er, fungerer bare bedst som serie, så vi tog udfordringen op. Vi ville gerne give seerne en form for cliffhanger efter hvert afsnit, og det kan kun lade sig gøre i serieformatet.

Så det tog længere tid end forventet at lave serien?

Ja, det tog meget længere tid. Vi var ret ambitiøse omkring serien, så først havde vi sat os for at lave seks afsnit i alt. Men jo mere tid vi brugte på det første afsnit, desto mere indså vi, at vi nok ikke kune nå seks afsnit. Derfor endte vi med at skære det ned fra seks til de nuværende fire afsnit. Det første afsnit fik en rigtig god modtagelse blandt de andre på højskolen, så derfor var vi ret omhyggelige med de efterfølgende afsnit, og derfor gik der også tre måneder mellem det første afsnit og de resterende. Vi brugte to uger bare på at filme til de sidste tre afsnit, hvorefter vi gik i gang med at redigere. Det viste sig også, at det var en god idé, at skrive de sidste tre afsnit lige efter hinanden, så der blev en god sammenhæng mellem dem.

Hvordan har rollefordelingen mellem jer været?

Vi har så vidt muligt prøvet at være inde over alle sammen. Alle er kommet med idéer, og så har vi prøvet at sortere og samle disse. Men vi kommer også alle fem med vidt forskellige ting i bagagen, så vi har også forsøgt, at drage fordel af hinandens kompetencer.  Eksempelvis havde Mikkel ekstra kamera- og klippeerfaring, så den del tog han så kærligt af. Det har virket mest naturligt, at gøre det på den måde, så processen med at lave serien også gik mere smooth. Men alle har prøvet de forskellige dele – både at filme, redigere, instruere og spillet skuespil foran kameraet.

Personerne bag

Bliv lidt klogere på personerne bag serien samt deres motivation for at vælge netop Odder Højskole.

Fra venstre på billedet: Frederik, Malte, Jacob, Lasse og Mikkel

Frederik Thøger Bording Pedersen, 22 år og fra Silkeborg

Min motivation for at starte her var egentlig, at jeg havde en kontrakt, der sluttede i december, og så havde jeg ikke noget arbejde derefter. Så skrev jeg til en af mine venner, der kom hjem den samme dag, som jeg stoppede på arbejdet (det var Malte). Så jeg spurgte ham, om han var interesseret i at lave noget i det nye år. Jeg skrev til ham, at jeg havde kigget på tre forskellige højskoler, som han også gerne måtte kigge på. Og hvis han var interesseret i en af de tre, så kunne vi tage af sted. Og det blev så Odder Højskole, vi fandt mest interessant af de tre. Derudover har jeg gået på en filmlinje på gymnasiet, så det gav lidt sig selv, hvilke fag og linjer, jeg skulle have. Derfor var det også oplagt at vælge filmproduktion på højskolen.

Malte Mulvad Johnsen, 21 år og fra Silkeborg

Jeg var ude at rejse sammen med min kæreste sidste år, og så vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg skulle lave derefter. Men jeg vidste, at jeg interesserede mig rigtig meget for film. Og Frederik som jeg kender hjemme fra Silkeborg spurgte om jeg ikke ville med på en filmhøjskole. Den første vi begge to nævnte var Odder Højskole, så det virkede bare naturligt. Og jeg ville rigtig gerne bruge opholdet til at finde ud af, om det var noget, jeg ville arbejde videre med i fremtiden.

Det har været super fedt at prøve, men jeg tror, at alt det tekniske omkring film ikke rigtigt bliver mig. Det, der derimod interesserer mig er fortællingen bag og manuskriptskrivning, så den del har virkelig fanget mig. Jeg synes, at det er rigtig spændende at fortælle historier, og det må man jo i den grad sige, at man gør i film. Nu har jeg søgt ind på medievidenskab, for jeg synes, at det er rigtig spændende at se, hvordan medier påvirker folk. Så selvom jeg måske ikke nødvendigvis kommer til decideret at arbejde med film i fremtiden, har det været rigtig spændende og lærerigt. Jeg vil kunne bruge en masse af mine erfaringer på højskolen, hvis jeg kommer ind på medievidenskab.

Jacob Nyborg Nielsen, 22 år og fra Vejle

Jeg har altid interesseret mig for film og mediefagene på gymnasiet. Og så har jeg altid haft et ønske om at læse medievidenskab på Universitetet. Men jeg vidste også godt, at jeg ikke helt havde gennemsnittet til at komme ind, så et højskoleophold var en god måde for mig at få noget erfaring inden for det her, og et springbræt til at komme ind på uddannelsen.

Nu er jeg så blevet klogere på mig selv og hele den her verden, og jeg har fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er det, jeg skal læse i fremtiden. Så højskolen har været en legeplads, hvor jeg har kunne dyrke min interesse for film samtidig med, at jeg er blevet klogere på mig selv.

Lasse Kimer Skjødt, 21 år og fra København

På gymnasiet havde jeg film som linjefag. Ved siden af gymnasiet lavede jeg også film, og jeg havde planlagt, at jeg ville søge videre ind på en dokumentarhøjskole, som ligger i København. Jeg ombestemte mig dog i sidste øjeblik, da det var en daghøjskole. Jeg ville gerne have den fulde højskoleoplevelse, og derfor faldt valget på Odder Højskole.

Det var også for at teste, om jeg ville lave noget med film senere i forhold til uddannelse. Og det har jeg fundet ud af, at jeg helt sikkert skal! Det har det her ophold bekræftet mig i. Jeg tror aldrig, at jeg har været så engageret i noget ”skolearbejde” før, som jeg har været det sidste halve års tid.

Mikkel Friis Fosgerau, 21 år og fra Esbjerg

Ligesom de andre, så er interessen for film og medier også startet i gymnasiet. Jeg havde det faktisk i alle tre år, da jeg opgraderede det fra et C-fag til et B-fag. Under mit sabbatår prøvede jeg at lave nogle små kortfilm, men der sker ikke så meget i Esbjerg. Derfor så foreslog min kæreste, at jeg skulle tage på højskole for at prøve det endnu mere af.

Så jeg begyndte at kigge på højskoler rundt omkring, der havde noget med film. Jeg var derfor ude at besøge Odder Højskole, og der faldt jeg bare pladask for skolen og omgivelserne, så det var ikke et svært valg at træffe. Jeg havde også bare lyst til at arbejde sammen med andre, der delte samme interesse for netop film, som jeg selv gør.

Lasse Løndahl Henriksen, underviser i filmproduktion på Odder Højskole om serien:

Jeg er meget imponeret over resultatet. På blot 5 måneder er det lykkedes de fem drenge at producere hele fire afsnit med høj underholdningsværdi og god kvalitet. Og det samtidig med at de har været travlt beskæftiget med andre interessante projekter. Så hatten af for et hamrende godt stykke arbejde, der med garanti vil give folk et godt grin, og forhåbentlig også en overraskende afslutning. Humor, der ikke blot fanges af de indforståede, som kender hinanden, er noget af det sværeste at lave. Men drengene er sluppet fra det med bravour!

Du kan se alle afsnit af “Bag lukkede døre” på TV Tonic.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X