En mandag aften i højskolens tegn

 In Uncategorized

Mandag aften bliver en hyldest af højskolens værdier, når Odder Højskole overrækker Den Gyldne Grundtvig til Den Korte Radioavis. En aften der blandt andet byder på sange, samtaler, prisoverrækkelse og højskolemiddag.

Når vintertiden viser 17:30 på mandag den 6. november, åbner Odder Højskole dørene i foredragssalen, og inviterer alle og enhver indenfor, til en aften i fortrinligt godt selskab.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Den Korte Radioavis får overrakt højskolens kulturpris, Den Gyldne Grundtvig, for deres kompromisløse tilgang til nyhedsdækningen. Det kan du læse meget mere om her.

Prisen er et udtryk for, at man har bidraget til den kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af. Højskoletanken bliver et gennemgående tema denne aften på Odder Højskole, hvor vi skal tale, lytte og synge.

Højskolesange og højskolemiddag

Fællesskab er en af højskolens kerneværdier. Et fællesskab, hvor fortællingen, sangen, det poetiske, historien og samtalen alle er vigtige elementer. Derfor skal vi flere gange i løbet af aftenen have åbnet den blå Højskolesangbog, hvor de to prismodtagere også hver vil vælge en sang, som vi skal synge.

Derudover vil der være velkomst ved højskolens forstander, Søren Winther Larsen, hvorefter Bo Klindt Poulsen, der er formand for priskomitéen bag Den Gyldne Grundtvig, vil overrække prisen til de to hovedpersoner.

Efter prisoverrækkelsen vil der følge en samtale med Frederik Cilius og Rasmus Bruun, som er de to herrer bag Den Korte Radioavis. Samtalen vil blive afholdt med højskolens journalistunderviser, Line Hassall Thomsen, og to af hendes elever ved roret.

Efter velkomst, sange og samtale vil festlighederne rykke fra foredragssalen til spisesalen, hvor højskolens suveræne køkken vil byde på noget ekstraordinært lækkert til maven og ganen.

Der er derfor lagt op til et par festlige og hyggelige timer i højskolens ånd. Vi håber meget at du har lyst til at deltage. Du kan se arrangementets officielle plakat ved at klikke her Den Gyldne Grundtvig.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?