Replikken, der skaber fællesskaber

 In Uncategorized

Line Knutzon modtager Den gyldne Grundtvig og leverer en sand kærlighedserklæring til højskoletanken.

“Jeg gik på højskole, da jeg var 22 år, og det var det bedste, der kunne ske i mit liv”. Sådan lyder de første ord fra dramatiker Line Knutzon tirsdag aften, hvor hun modtager Den gyldne Grundtvig på en fyldt Odder Højskole. Line Knutzon kan fortælle, at hun faktisk skrev sin første replik, da hun gik på højskole og lavede en anti firser-film om to homoseksuelle skildpadder, der levede i et dukkehus og tilsyneladende skulle gå så grueligt meget igennem i et humoristisk horror-univers. Det er tydeligt, at der allerede i højskolefilmen er klare elementer, der peger frem mod Line Knutzons senere så absurde og morsomme produktion.

Højskolens kamp mod det åndløse

Efter det kærlige tilbageblik på sit eget højskoleophold i firserne betegner Line Knutzon nutidens “uhyggelighed” som inspirationen til den fiktive brevkasseredaktør i bogen Camille Clouds Brevkasse. Men det er tidens åndløshed, der for alvor gør årets prismodtager vred. “Det værste er politikere uden ånd. Det værste! Jeg har ikke engang ord for, hvor vred jeg kan blive ved tanken om en, der ikke forstår det, som jeg ikke kan forklare selv. Det er syet og vævet ind i kroppen, højskolen og hele den tanke.”, siger hun og fortsætter herefter kærlighedserklæringen til højskolerne med ordene: “Hele den tanke om, at vi er sammen, og at vi bruger 4-5 måneder i ungdommen på ikke at skulle noget bestemt, men bare plukke og få nogle tanker ind i hovedet. Du lærer at tænke og reflektere over ting, og det bliver du så ved med. Du bliver ved med at fortsætte den tænkning, når du går ud. Og det er så nødvendigt”.

Fællesskabets filosof og replikkens mester

Inden hun får erklæret sin store kærlighed til højskoletanken, udnævner formand for komiteen bag Den gyldne Grundtvig, , Bo Klindt Poulsen, Line Knutzon til fællesskabets filosof. Han betoner i sin tale til prisvinderen, hvordan hun har en sjælden evne til gennem replikker at skabe fællesskaber. “Det er et fællesskab, som ikke er det samme som samfundet. Men som er mennesker, der tager ansvar for hinanden. Mennesker der taler med hinanden. Mennesker der forpligter sig på hinanden”. Dette fællesskab knytter sig an til højskolen, og Bo Klindt Poulsen slutter sin tale af med at tanke Line Knutzon for alle replikkerne: “Dette budskab, fællesskabets betydning for det at være mennesker, for de liv, vi har som mennesker, er også højskolens budskab. Det er et vigtigt budskab i en individualiseret og individualiserende tid. Det får kunstnerisk form og fylde og bliver gjort tilgængeligt, aktuelt og underholdende i Line Knutzons forfatterskab. Og det har alt sammen sit udgangspunkt i replikken. Replikken, der skaber, hvad det nævner. Replikker, der skaber fællesskaber. Og nu er der bare én replik tilbage: Kære Line Knutzon, tak for dit vigtige virke. Tillykke med prisen.”.

Herunder kan du læse hele Bo Klindt Poulsens tale til årets prisvinder, Line Knutzon, og du kan se Facebook-transmissionen af året prisoverrækkelse her.

Tale til Line Knutzon, modtager af Den gyldne Grundtvig 2018

Kære alle. Rigtig hjerteligt velkommen til uddelingen af Den Gyldne Grundtvig årgang 2018. Mit navn er Bo Klindt Poulsen, og jeg har den ære og fornøjelse at være formand for priskomitéen bag Den Gyldne Grundtvig. Og på vegne af komitéens medlemmer vil jeg holde talen til dette års prismodtager.

Inden da er der nogen, som bør takkes for at vi nu kan stå her i dag. Det gælder skolens elever og lærere, og i særdeleshed skuespil og kor, som særligt bidrager til aftenen – og I vil lidt senere få at se hvordan. Det gælder mine kolleger i priskomitéens for de altid gode og spændende diskussioner af kandidater til prisen. Og det gælder prisens sponsorere: en stor tak til blomsterbutikken ”Violen” her i Odder, som hvert år gladelig stiller op og binder os den smukkeste buket til prismodtageren. Det er vi bare så glade for, og det skal I have tak for. Og en særlig stor tak til vores hovedsponsor, arkitektfirmaet Hune & Elkjær, som sponserer prisbeløbet. Uden jer var der simpelthen ikke nogen pris, og I skal have så stor en tak for at engagere jer og støtte os i at kunne prisbelønne vigtige og forskelligartede stemmer, som har betydning for højskolen og højskoletanken. Det betyder alverden for os!

Den Gyldne Grundtvig gives til personer, organisationer eller foreninger, der enten direkte har ydet en indsats for højskoletanken og højskolebevægelsens fortsatte eksistens i det danske samfund, eller har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af. Prisen består af 10.000 kr. sponseret af arkitektfirmaet Hune & Elkjær, et kunstværk af keramikeren Jakob Isaksen og en buket sponseret af blomsterbutikken ”Violen”.

Årets Gyldne Grundtvig, den 20. af slagsen i en lang række af fortjentsfulde kultur- og debatpersonligheder, går til dramatiker og forfatter Line Knutzon, hvis kunstneriske virke på én gang virker helt folkekomisk og rablende anarkistisk. Hvor vi på den ene side genkender os selv og på den anden side ryger ud i grænseløse absurditeter. Hvor det danske sprog behandles som både et fintfølende værktøj til at udstille og indkredse menneskene og det samfund de lever i, og som et kunstværk i sig selv, hvor opfindsomme sproglige former, overraskende sammenstillinger og sprogblomster skaber nye måder at tænke og tale på.

Helt centralt hos Line Knutzon står replikken. Den skarpe, den sjove, den absurde, den triste, den sorte, men aldrig den ligegyldige replik. I et interview for nogle år siden så jeg dig citeret for følgende, på én gang nøgterne og svimlende konstatering: ”Mit arbejde har været at skrive replikker. Intet andet”. Nøgternt, fordi det måske er den absolutte minimumsbeskrivelse af arbejdet som dramatiker: at skrive replikker. Kortere og mere præcist kan det vist ikke siges. Svimlende, fordi der i denne nøgterne konstatering ligger en afgrund af kunstnerisk skaben, hvor teaterscener befolkes af karakterer, der er helt og aldeles deres egne og samtidig så uendelig genkendelige. Replikker som skaber karakterer, som publikum tager til sig og med sig hjem. Replikker som flytter ind og ikke lige lader sig flytte igen.

Og hvilke replikker! Replikker som har givet os uforglemmelige personligheder som Tudeberg, Nymse, Lis og Tis fra ”Først bli’r man jo født”, Rebekka, Hilbert og Knuttebarnet i ”Snart kommer tiden”, Grete, Kim, Gregers og Hesselhud i ”Guitaristerne” og mine egne all-time favoritter: Måvens og Peder fra en perlerække af radiospil. Og vel egentlig også Camille Cloud, for Camille Clouds brevkasse består jo af spørgsmål og svar: replik over for replik.

Replikken er igangsætter. Den skaber. Stemninger, mennesker, verdener. Det ved vi fra kulturhistorien, fra den allertidligste begyndelse. I 1. mosebogs allerførste linjer sættes alting i gang med en replik. Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys.

På én måde er verden som skueplads eller teater allerede iscenesat her. Replikkens kraft skaber en verden – det er i replikken, at verden bliver til. Men hvor finder handlingen sted? Hvornår bliver der lys? Hvornår bliver replikkerne til liv? Når vi læser dem, sort på hvidt, i 1. mosebog eller i Line Knutzons tekster? Eller er det når de udsiges? Kan replikken skilles fra opførelsen?

Jeg skal ikke redegøre for svaret, når det gælder Gud og skabelsen af verden, og jeg skal også nødig gøre det ift. Line Knutzons skaberkraft. Men jeg læste et sted, at du faktisk har arbejdet med en anden måde at forstå forholdet mellem replik og handling på, i i hvert fald ét af dine dramaer. I ”Først bli’r man jo født”, som blev født ud af et samarbejde med et afgangshold på Aarhus Skuespillerskole og instruktøren Emmet Feigenberg. Skuespillerne improviserede ud fra dine foreløbige skitser. Derefter gik du hjem og skrev videre. Og så spillede de scenen igen. Her får replikken altså liv, både som tekst og som handling, og det ene lader sig dårligt skille fra det andet. Måske kunne man om denne proces sige: i begyndelsen var ordet.

Også for Grundtvig var replikken helt central. Ligesom replikken skaber en karakter, åbner verden, siger Grundtvig at ordet skaber hvad det nævner. Det er selvfølgelig en henvisning netop til Guds skabelsesord i 1. mosebog. Men i bredere forstand er det også en forklaring på, hvad det netop er, det levende ord kan. Det er for Grundtvig i det levende ord, i replikken, at menneskets personlighed træder frem, og vi bliver til dem vi er, levende mennesker. Det er i det levende ord, i replikken, at vi giver og videregiver vores historie og historier. Måske kunne man sige, at replikkunsten er kunsten til at blive menneske.

Men intet menneske er en ø – det fortæller både Grundtvig og Line Knutzon os. Det levende ord er talen, samtalen med andre. Replikken er dialogen, også når dialogen bliver absurd, sort, uforståelig, crazykomisk. For selvom dialogen kan være svær, er det den vi har. Replikkerne hos Line Knutzon er ikke blot monologer ud i scenerummet eller ud i det tomme rum. Replikkerne er dialogen mellem mennesker, så absurd (og hos Line Knutzon i hovedreglen ultraabsurd) den nu er i vores liv. Og det er dialogen i replikkerne som gør, at Knuttebarnet i ”Snart kommer tiden”, der ankommer til sin mors fødselsdag 20 år ældre end sine forældre, senere kan tage afsked med de smukke linjer: ”Farvel mor. Pas godt på mig”.

Og det er dialogen i replikkerne som gør, at Måvens og Peder altid kan finde hinanden igen, og kun ved at finde hinanden kan finde sig selv. Hverken Måvens eller Peder er en ø, kunne et nyt kapitel i deres skønne saga passende hedde. Her taler Måvens til Peder i slutningen af den uforglemmelige ”Måvens og Peder i mediernes søgelys”, efter at have fundet hinanden, været ude for en masse problemer med samfundet, spist koteletter og drukket kæmpecolaer, været drevet fra hinanden og endeligt, i de altid skønne happy-ends, have fundet hinanden igen:

Måvens: Peder – næste gang du forsvinder ud i det blå og begynder at stille dig op og hoppe på kufferter, så kom til mig, også selvom jeg virker fjern i blikket, mennesker forsvinder periodisk fra dem selv, og nogen gange skal man ud, hvor kragerne vender, for at finde noget der eventuelt kan gi’ een et hint om noget, og når man bliver kendt i verden uden grund, og ens bedste ven er gået i opløsning, må man hellere skynde sig, jeg var også blevet væk, Peder, men jeg fandt mig selv stykvist i små bidder, fordi jeg blev nødt til at finde dig, så af det kan man konkludere, at det er løgn at sige, at man udelukkende er sin egen lykkes smed. Hvis ikke vi begge to var forsvundet, er det ikke sikkert, vi havde fundet os selv igen. Du skal ikke love mig, at du ikke forsvinder og bli’r mærkelig igen, men du skal love mig at komme til mig, før du går til samfundet. Samfundet finder ikke alle de sjæle, der forsvinder hvert år, de opdigter bare nogle nye og påstår, de har fundet dem og gjort dem til hele mennesker, men eftersom der ikke findes hele mennesker, ved vi, at det er løgn. Lov, at du kommer til mig.

Udover Måvens’ egen, er det så mon Line Knutzons livsfilosofi vi møder her? Det er i hvert fald Line Knutzon som fællesskabets filosof – et fællesskab, som ikke er det samme som samfundet. Men som er mennesker der tager ansvar for hinanden. Mennesker der taler med hinanden. Mennesker der forpligter sig på hinanden. Også selvom man er derude hvor kragerne vender. Vi kan ikke have fællesskaber, hvis vi alle, som Line Knutzon skrev i en 1. maj-tale i Politiken sidste år er:

ENKELTMANDSINDIVIDER I ET ENKELTMANDSSAMFUND, DER LEVER INDIVIDUELLE ENKELTMANDSLIV, HVOR FOLK GÅR TIL ENKELTMANDSGYMNASTIK OG SPISER ENKELTMANDSKOST, REJSER PÅ ENKELTMANDSREJSER, STEMMER PÅ ENKELTMANDSPARTIER, DER HOLDER ENKELTMANDSLIVET OPPE, OG DE PARTIER, DER ENGANG HOLDT FÆLLESSKABET OPPE, HAR SÅ STÆRKT INDIVIDUALISEREDE MEDLEMMER, AT DE IKKE KAN SE FÆLLESSKABET FOR EGEN BLÆNDENDE INDIVIDUALITET, SÅ DET HELE ER BLEVET HIP SOM HAP.

Dette budskab, fællesskabets betydning for det at være menneske, for de liv vi kan leve som mennesker, er også højskolens budskab. Det er et vigtigt budskab i en individualiseret og individualiserende tid. Det får kunstnerisk form og fylde og bliver gjort tilgængeligt, aktuelt og underholdende i Line Knutzons forfatterskab. Og det har alt sammen sit udgangspunkt i replikken. Replikken, der skaber hvad det nævner. Replikken, der skaber fællesskaber.

Og nu er der bare én replik tilbage: Kære Line Knutzon, tak for dit vigtige virke. Tillykke med prisen.

Line Knutzon fik Jakob Stig Isaksens keramiske værk sammen med 10.000 kr.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?