Line Knutzon får Den Gyldne Grundtvig 2018: Grundtvig er en del af mit DNA

 In Uncategorized

Odder Højskoles kulturpris, Den Gyldne Grundtvig, går i år til dramatikeren, Line Knutzon. Hun gik selv på højskole som 22-årig og fortæller, at det ændrede hendes liv radikalt.

Line Knutzon: Folkekomisk og rablende anarkistisk

“Det lagde byggestenene til alt, hvad jeg har bedrevet siden”. Sådan siger årets modtager af Den Gyldne Grundtvig om det højskoleophold hun selv havde som ung, og samtidig slår hun fast, at Grundtvig er en del af hendes DNA. “Hans tanker er vævet ind i mig med usynlige tråde”.

Og Line Knutzon har bedrevet meget, siden hun forlod højskolen. Hun er i dag en af de mest originale og centrale danske dramatikere, og sidste år udgav hun den absurde fiktionsbog “Camille Clouds brevkasse”.

Bo Klindt Poulsen, der er formand for komiteen bag Den Gyldne Grundtvig, siger om Line Knutzons kunstneriske virke, at “det på en gang virker helt folkekomisk og rablende anarkistisk. Hvor vi på den ene side genkender os selv og på den anden side ryger ud i grænseløse absurditeter”.

Storytelling i mange formater

På Odder Højskole ser vi frem til prisoverrækkelsen, og medlem af priskomiteen og forretningsudvikler på Odder Højskole, Heino Holst Hansen, er ikke overraskende utroligt glad for årets prismodtager. ” Det er fantastisk at kunne give prisen til Line Knutzon, og til en dramatiker, der har et helt specielt forhold til det danske sprog, den danske kultur og konstant udstiller det – og os – i sit virke. På Odder Højskole arbejder vi jo med storytelling på et utal af planer lige fra de skrå brædder i skuespil til film og journalistik, og Line er simpelthen en fornem repræsentant for storytelling på allerhøjeste plan.”

Hvis du vil være med til at fejre Line Knutzon, så mød endelig op til prisoverrækkelsen tirsdag d. 13. november, kl. 19:30. Efter overrækkelsen byder højskolen på vin og ost. Alle er velkomne.

Du kan læse mere om Odder Højskoles kulturpris, Den Gyldne Grundtvig, og de tidligere modtagere af prisen her.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?