OH!øjskole
13. juli – 19. juli 2025 (uge 29)
Alt det bedste på en uge! Kom og vær med til at søsætte Odder Højskoles nyeste sommerkursus. Kurset er henvendt til dig der drømmer om at (gen)opleve magien fra et af højskolens lange kurser, men på en uge. Morgensamling, undervisning, højskoleaften, køkkentjans, gruppemøder, workshops og meget meget mere.
Du vælge følgende hovedfag:
Clay-J (Jakob Isaksen)
Fotografi (Emil Brøbech)
Naviger med bevidsthed (Pernille Barbesgaard)
Skriv og læs (Morten Lundgaard)
Sang og Dans (Helene Ulriksen)
Dagene vil starte med morgensamling, hvorefter der ugen igennem vil være undervisning indtil frokost. Eftermiddagene vil være fulde af farverige og forunderlige faglige workshops indtil aftensmad. Ugens aftener vil udover den obligatoriske højskoleaften byde på bål, fællessang og lange nætter under den næsten evige sommersol.
På OH!øjskole vægter vi de forpligtende fællesskaber lige så højt som de faglige og derfor vil der i løbet af ugen, udover rengøring- og køkkentjans, være gruppemøder og elevparlament.
De fem fag
Clay-J
Mangler du tiden til fordybelse, men også et sted hvor du får ærlig vejledning, så er dette kursus – med fokus på processen og det at arbejde i det skabende rum – noget for dig. Vi forsøger at fjerne blikket fra resultatet og finde ind til det rum som mange af os mangler, tiden til fordybelse. Hvor finder vi vores inspiration – her tænkes der ikke på det fucking lort som (forestil dig her navnet på en virksomhed, der laver noget skrammel) laver eller det som instagram finder til dig – men hvordan du finder ind til det som inspirerer dig og hvordan kan du bruge det når der arbejdes i leret.
På kurset vil du komme til at stifte bekendtskab med enkelte teknikker, såsom pladeteknik, modellering samt enkelte dekorationsteknikker. Det er vigtigt at du er forberedt på, at dette ikke er et kursus hvor det gælder om at få ting med hjem, men et kursus hvor det gælder om at finde ud af hvordan du udtrykker dig igennem materialet.
Underviser:
Jakob Isaksen


Analog fotografi
Lys og mørke, ude og inde, sort og hvid. På analog fotografi skal vi lave et fotografisk projekt med udgangspunkt i ugens tema. Forvent stressende minutter i fremkalderen, svedige og klemte timer i mørkekammeret, fordybelse i processen og måske endda en lille smule lykke.
Underviser: Emil Brøbech
Naviger med bevidsthed
Find din retning gennem krop, sind og nærvær. Vi kombinerer fri bevægelse, mindfulness, meditation og yin yoga for at skabe ro, energi og klarhed. Gennem sansearbejde, leg og refleksion styrkes din intuition og evne til at træffe bevidste valg. Kurset veksler mellem aktivitet og stilhed, individuelle øvelser og fællesskab.
Underviser: Pernille Barbesgaard


Skriv og læs
Om du er til poesi, noveller eller tunge romaner, så er der plads til dig!
Vi skal læse, skrive, læse op for hinanden, og derigennem gøre dine færdigheder skarpere, vi skal diskutere og perspektivere tekster i forskellige genrer. Ugen vil også indeholde flere skriveøvelser og andre tiltag til undervisningen.
Undervisere:
Morten Lundgaard.
Sang og dans
Vi skal svede, grine, synge og danse! Vi skal danse – både fridans og koreografi og måske også se lækre danseclips, og synge og træne vores vejrtrækning og lære lidt om kroppen i bevægelse. .
Underviser: Helene Ulriksen

Se skolens faciliteter
Info om priser
I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, samt undervisning og foredrag.
Hvis du har brug for at leje sengelinned og håndklæder, er prisen på dette 150.-
Priser 2025
Alle værelser: 2500.-
*Du kommer som udgangspunkt til at bo med en roomie.
Noter hvis I har bestemte ønsker til roomie.