Faglig forkælelse for hele familien

30. juni – 6. juli 2019

I vores hverdag omgiver vi os med et hav af aktiviteter og mennesker, som kan gøre det svært at fokusere og være til stede med dem, man holder af. Her tilbyder højskolen en unik ramme, som giver plads til fordybelse og kvalitetssamvær for dig og din familie!

Odder Højskoles Familiekursus er en afslappet men aktiv sommerferieuge. Du får serveret delikate måltider hele ugen uden at røre en
finger og skal hverken tænke på opvask eller rengøring efter du har sagt tak for mad. Til gengæld kan du fuldt ud nyde tiden med dine børn, familie og nye venner, i skolens værksteder eller på boldbanen i dagligstuen eller på græsplænen.

Hver dag starter med en morgensamling, og derefter står den på familieværksteder hele formiddagen, hvor I kan vælge mellem filmværksted, børnerytmik, familieidræt, Keramik, Kunstmaling eller Teaterleg.

Efter familieværkstederne har vi en lang middagspause, der giver mulighed for samvær og små udflugter på egen hånd. I kan fx gå i den nærliggende svømmehal, gå på museum eller besøge nogle af Østjyllands bedste badestrande, der ligger tæt på Odder. I kan også vælge at arbejde videre i værkstederne på højskolen eller benytte skolens mange sportsfaciliteter.

Sidst på eftermiddagen har du mulighed for at deltage i lærerige kulturmøder, hvor du sammen med internationale familier, får foredrag om den særegne danske kultur – lige fra Vikinger til Hygge. Under kulturmøderne, der foregår på engelsk, arrangerer vores børnepassere forskellige spil og lege for børnene. Efter aftensmaden er der godnatlæsning for børn efterfulgt af eksempelvis koncerter, foredrag eller andre arrangementer.

Familieværksteder

På kurset er hver deltager tilknyttet et af følgende værksteder, som angives ved tilmelding. Bemærk at alle mindre børn som udgangspunkt skal være i følge med en voksen.

Familieidræt 5+

På familieidræt 5+ skal vi udfordre os selv og hinanden. Vi skal grine, lege og spille, både inde i skolens hal, ude på boldbanen, ved stranden og i skoven, og der bliver skrig og skrål, kamp og krampe, leg og latter! Kurset rummer nye og gamle idrætslege, div. spil, friluftsliv og ikke mindst samarbejde og massevis af udfordringer. Så kom og leg med!

Keramik 3+

Her i værkstedet kan du virkelig nå meget på kort tid, hvad enten du er begynder/barn eller vil hente ny inspiration til den kreative side af dit liv. Hovedvægten lægges på brugsting, drejede eller modellerede efter forskellige teknikker, som dekoreres med begitning og glasurer. Vi brænder på bål eller i ovn, og du kan benytte værkstedet i fritiden. Der vil være en mindre materialeudgift.

Teaterleg 3+

Det vigtigste i Teaterleg er ikke, hvor god man er til at lave teater eller spille skuespil. Det handler om, at man har lyst til at lege med teaterformen og dens mange kreative muligheder. Har du lyst til at improvisere, lege, grine og ha det sjovt. Så er teaterleg noget for jer! Vi skal som opvarmning og træning lave teatersport og lave forskellige øvelser. Vi skal finde de fantastiske historier frem fra vores egen hverdag og vende dem på hovedet, så vi bliver forundrede, begejstrede og klogere på os selv og hinanden.

Børnerytmik (1-3 årige)

Børnerytmik er undervisning i musik og bevægelse. Undervisningen sigter mod at starte en musikalsk udvikling hos barnet, der danner grundlag for et aktivt liv med musik. Musik og bevægelse er med til at udvikle barnet motorisk, sprogligt, personligt og socialt.Sammen skal vi opleve nogle af de musikalske grundbegreber: puls, rytme, melodi, form, klang og dynamik.

Filmværksted 5+

Film er fantastiske, men hvordan laver man en god film? På film arbejder vi med alle de forskellige dele af en filmproduktion: idéudvikling, produktionsplanlægning, optagerutiner, klipning, manuskript og storyboard. Det eneste, det kræver, er lysten til at ville fortælle en god historie på film, så alle kan være med. Til slut afholder vi premiere på de endelige film.

Kunstmaling 4+

Vi tager penslen i hånden og går på farvejagt. At male og udtrykke sig gennem farver og kunst, er en gave man kan tage med sig hele livet, og vi udforsker det hele sammen med den spanske kunstmaler, Leo Sagastuy, der underviser i faget.

Kulturmøder

Sidst på eftermiddagen har du mulighed for at deltage i kulturmøder. Her vil du sammen med familier fra hele verden se nærmere på dansk kultur lige fra hygge til vikinger. Kulturmøderne foregår på engelsk. Samtidig arrangerer vi forskellige spil og lege for børnene.

Smag
Smag er en både kulturel og social sans. Antropolog, Susanne Højlund, giver eksemplter på begge dele, når hun deler sin omfattende viden – og en række helt konkrete godbidder og smagsoplevelser – med os. Vi vil sammen udforske, hvordan smagspraksis er kulturelt betinget og hvordan vi deler smagsoplevelser fra afskyelige til lystfulde.

Vikingerne

Måske har du set dem i en TV-Serie eller læst om dem i en tegneserie. Men hvordan var vikingerne egentligt og gik de overhovedet med horn på hovedet? Hvordan var kvindernes rolle og kan vi lærer noget af vikingerne i dag. Kulturhistoriker, Lisbeth Heidemann Torfing giver os en helt ny indsigt i vikingerne.

Cook a Nation 

Kulturen, historien og hverdagslivet for en nation kan bliver undersøgt gennem mad. Sammen med en dansk kok ser vi de danske mad-traditioner efter i sømmene, men smager måske også på retter fra de deltagende, internationale familier.

Hvad er “Hygge”? 

Hygge var engang en dansk måde at leve på, en slags følelse som ikke kunne oversættes. Men i de senere år har termen spredt sig til resten af verden og bøger om hygge er blevet internationale bestsellere. Vi stiller skarpt på begrebet sammen med en oplevelsesøkonom.

Arrangementer

Udover de daglige kulturmøder, så fylder vi de lyse sommeraftener med forskellige lærerige og underholdende arrangementer. Foredrag, koncert og så får vi besøg af lyrikerne i Y Aarhus Poetry Club – og en af aftenerne samles vi omkring bålet og bager snobrød (Vi er jo en Højskole!)

Se skolens faciliteter

Info om priser

I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.

Prisen omfatter udgifter til eventuelle materialer og entreer.

Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.

Pris

Værelse med eget bad og toilet:
Voksne: 4500 kr. Børn: 2400 kr. (under 3 år: 1900 kr.)

Værelse med eget bad, fælles toilet:
Voksne: 4000 kr. Børn: 2100 kr. (under 3 år: 1600 kr.)

Tilmeld dig vores kursus her

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?