Familiekursus

18. juli – 24. juli 2021 (uge 29)

7 dages kvalitetssamvær med din familie!

I vores hverdag omgiver vi os med et hav af aktiviteter og mennesker som kan gøre det svært at fokusere og være tilstede med dem man holder af. Her tilbyder højskolen en unik ramme som giver plads til fordybelse og kvalitets samvær med dig selv og din familie!

Odder Højskoles 1-uges familiekursus er en afslappet men aktiv sommerferieuge. Du får serveret delikate måltider alle 7 dage uden at røre en finger og skal hverken tænke på opvask eller rengøring efter du har sagt tak for mad. Til gengæld kan du fuldt ud nyde tiden med dine børn familie og nye venner, i skolens værksteder eller på boldbanen i dagligstuen eller på græsplænen.

Ugen byder også på to foredrag ved psykolog, Anne Braüner, der sætter ord på, hvad det gode familieliv er og indebærer? Men også hvordan man agerer i et delt familieliv, når mor og far ikke er sammen længere. Du kan læse mere om de to foredrag længere nede.

Denne uge er et frirum i trygge og afslappede rammer som samtidig giver hele familien faglige udfordringer og inspiration til at lege, lære og leve!

Indholdsrig dag med lang middagspause

Hver dag starter med en fællessamling og derefter arbejde i familieværkstederne hele formiddagen.

Vi har en lang middagspause, der giver mulighed for samvær og småudflugter på eget initiativ. I kan f.eks gå i den nærliggende svømmehal, gå på museum, tage til stranden eller benytte jer af nogle af de mange andre sports-, natur- og kulturoplevelser, som højskolen og dens omgivelser giver mulighed for.

Sidst på eftermiddagen er der forskellige former for foredrag og aldersopdelte aktiviteter og hver aften tilbyder vi et særligt aftenarrangement for de voksne og større børn.

Værkstederne er åbne under hele kurset. Det vil sig, at du kan arbejde videre med dine ting på alle tidspunkter af døgnet. Dog lukkes keramikværkstedet sidst på ugen af hensyn til brændingerne.

med internationale familier, får foredrag om den særegne danske kultur – lige fra Vikinger til Hygge. Under kulturmøderne, der foregår på engelsk, arrangerer vores børnepassere forskellige spil og lege for børnene. Efter aftensmaden er der godnatlæsning for børn efterfulgt af eksempelvis koncerter, foredrag eller andre arrangementer.

Familieværksteder

På kurset er hver deltager tilknyttet et af følgende værksteder, som angives på tilmeldingsblanketten. Bemærk at alle mindre børn som udgangspunkt skal være i følge med en voksen.

Børnerytmik (1-3 årige)

Hvad er Børnerytmik?

Børnerytmik er undervisning i musik og bevægelse. Undervisningen sigter mod at starte en musikalsk udvikling hos barnet, der danner grundlag for et aktivt liv med musik. Musik og bevægelse er med til at udvikle barnet motorisk, sprogligt, personligt og socialt.

Hvad skal vi lave på holdene?
Sammen skal vi opleve nogle af de musikalske grundbegreber: puls, rytme, melodi, form, klang og dynamik.

Vi skal synge, lege danse og spille på rytmeinstrumenter, alt sammen er med til at øge og stimulere barnets kreativitet og fantasi samt styrke dets sproglige, motoriske og musikalske udvikling.

    • Vi synger både kendte og nye børnesange. Vi bruger mange forskellige materialer og instrumenter som fx bolde, ærteposer, tørklæder, håndtrommer, rasleæg.
    • Vi fortæller historier, synger sanger og laver bevægelseslege, der er tilrettelagt, så der er plads til barnets egen fantasi og ideer til legens indhold.
    • Vi arbejder med motorik- hopper, løber, galopperer, kryber og kravler, balancerer, danser og hviler os.

Vi synger, spiller og bevæger os fordi vi

    • Får gode og sjove oplevelser
    • Udvikler leg, fantasi og kreativitet
    • Stimulerer vores stemme og krop
    • Udvikler vores eget udtryk
    • Udfolder os sammen med andre
    • Lærer at lytte og tage hensyn
    • Træner koncentration og opmærksomhed
    • Styrker vores sproglige udvikling
    • Udvikler motorik og koordinationsevne
    • Skærper vores sanser

Musik, leg og sang 3+

Her er der plads til alle. Vi skal have det sjovt og hyggeligt og gennem forskellige aktiviteter vil vi have fokus på børnenes musikalske, motoriske, sproglige og sansemæssige udvikling. Kodeordene er: rytmik, bevægelse, sang, tromme, klappe, tonse, sjov og spas. Vi kommer til at være både ude og inde. Du behøver ikke kunne spille et instrument for at deltage på holdet.

Familieidræt 5+

På familieidræt 5+ skal vi udfordre os selv og hinanden. Vi skal grine, lege og spille, både inde i skolens hal, ude på boldbanen, ved stranden og i skoven, og der bliver skrig og skrål, kamp og krampe, leg og latter! Kurset rummer nye og gamle idrætslege, div. spil, friluftsliv og ikke mindst samarbejde og massevis af udfordringer. Så kom og leg med!

Teaterleg 3+

Det vigtigste i Teaterleg er ikke, hvor god man er til at lave teater eller spille skuespil. Det handler om, at man har lyst til at lege med teaterformen og dens mange kreative muligheder. Har du lyst til at improvisere, lege, grine og ha det sjovt. Så er teaterleg noget for jer! Vi skal som opvarmning og træning lave teatersport og lave forskellige øvelser. Vi skal finde de fantastiske historier frem fra vores egen hverdag og vende dem på hovedet, så vi bliver forundrede, begejstrede og klogere på os selv og hinanden.

Teknologileg 8+
Et kreativt teknikværksted

Værkstedet tager udgangspunkt i kreativ leg med teknik, teknologi og elektronik og er meget velegnet til både drenge og piger og deres forældre. Der kræves ingen forkundskaber.

Vi laver måske vores egne tegnerobotter, kamprobotter med Lego mindstorms, programmerer microbits eller laver vores egne 3D Hologrammer.

Her kombinerer vi elektronik og teknologi med pap, tape, lego, sugerør og alt muligt andet.

(Det kan være en god ide at medbringe en bærbar PC, chromebook eller tablet hvis vi skal programmere lidt)

Keramik 3+

Her i værkstedet kan du virkelig nå meget på kort tid, hvad enten du er begynder/barn eller vil hente ny inspiration til den kreative side af dit liv. Hovedvægten lægges på brugsting, drejede eller modellerede efter forskellige teknikker, som dekoreres med begitning og glasurer. Vi brænder på bål eller i ovn, og du kan benytte værkstedet i fritiden. Der vil være en mindre materialeudgift.

Mad & børn 6+

På dette hold skal vi lave mad! Vi skal udforske og udfordre vores sanser – hvad betyder det for smagen og oplevelsen, hvis vores brød er blåt og leverpostejen grøn, eller salaten er pyntet med spiselige blomster?

Vi skal eksperimentere med, hvad vores omkringliggende natur smager af, og lave nogle af børnenes klassiske favoritter fra bunden. Vi skal blandt andet lave vores egne grillpølser, ispinde samt bage vores eget brød.

Du lærer lidt teknik og teori, men allermest skal vi hygge os og opleve glæden ved at lave og spise mad sammen – børn og voksne. Undervisningen foregår både på højskolen, ved stranden og i Økologiens Have i Odder. Hverken børn eller voksne behøver at være en haj i et køkken for at være med  – det vigtigste er, at du har lyst til at være med!

Foredrag

I løbet af ugen kan du blandt andet glæde dig til to spændende foredrag ved psykolog, Anne Braüner. Til dagligt underviser Anne i psykologi på højskolens lange kurser, og derudover har hun egen praksis i Skanderborg. På familiekurset 2021 vil hun give følgende to foredrag:

Foredrag: Hvad er det gode familieliv?

Mange deler en fælles drøm om at stifte familie. Det, at få børn er et natuligt biologisk behov og samtidig er det idealiseret som det mest pragtfulde i verden. For mange rummer den forandring til at blive forældre alle yderligheder af vores følelsesliv. Det kan på én gang opleves som det mest vidunderlige og mest forfærdelige, og samtidig kan det føles enormt forkert at opleve det forfærdeligt. Der findes mange måder at være familie på og der findes mange måder at være mor og far på.

Her kan det til tider blive svært at kende forskel på egne værdier versus nonverbale samfundsmæssige værdier. Hvordan man finder sin vej ind i at blive den familie, man gerne vil være? Der findes igen her mange idéer om, hvad der er et godt børneliv. Alle forældre vil gerne tilbyde et godt børneliv, men hvordan kan det forenes med et godt voksenliv? Når vi bliver forældre kommer vi i kontakt med vores egen barndom, og det afføder helt naturlige idéer om, hvilke ting vi gerne selv vil værdisætte samt hvilke ting vi gerne vil tage afstand fra.

Foredraget kommer også ind på:

  • ”Mom-shaming”, som er et begreb, der kan ligge til grund for noget af den splittelse, den moderne mor står i. Hun fodres gennem sociale medier, venner og familie med idéer om den perfekte mor. Det såkaldte “mor-politi” og herunder de uudtalte idéer om den gode mor gør, at mange mødre føler sig både forkerte og utilstrækkelige. I moderskabet møder vi vores forskelligheder og udfordres til at stå ved os selv. En snak om hvordan man kan lukke for den løftede pegefinger og være den mor, som man selv trives med at være.
  • At tyde dit barns kærlighedssprog – alle børn elsker og vil elskes forskelligt.

Foredrag: Det delte familieliv – vi ses om en uge!

Kærlighed er en kompleks størrelse. Selvom vi vælger vores partner med omhu, sætter børn i verden, forbinder os med hus og ægteskab, så kan valget alligevel ende med at være forkert. Det er vilkåret for mange familier. Tiden har noget at sige i forhold til. at valget om at blive skilt overhovedet er en mulighed, der på den positive side gør, at vi ikke skal blive i relationer, der er usunde for os. Hvordan kan det at være enlige forældre undgå at blive ensomt? Hvordan agerer man i en tilværelse, der rummer så store kontraster, hvor man skal træde ind og ud af at være forældre og være sig selv? Hvordan kan det at blive skilt blive et godt børneliv?

Fællestur

Torsdag går heldagsudflugten til fantastiske Moesgaard, hvor vi skal opleve menneskets mangfoldighed i fantastiske rammer på Moesgaard Museum. Vi skal se de spændende arkæologiske og etnografiske udstillinger for hele familien. Men vi skal også opleve Moesgård Strand, som er smukt omkranset af skov og bakker. Det bliver en vidunderlig dag.

Se skolens faciliteter

Info om priser

I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.

Prisen omfatter ikke udgifter til eventuelle materialer og entreer.

Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.

Priser 2021

Værelse med eget bad og toilet:
Voksne: 4700 kr. Børn: 2600 kr. (under 3 år: 2100 kr.)

Værelse med eget bad, fælles toilet:
Voksne: 4200 kr. Børn: 2300 kr. (under 3 år: 1800 kr.)

Tilmeld dig vores kursus her

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X