Kom og få en bid af ØkoX

 In Education

Ø-ugen er i fuld gang på Odder Højskole, og ét af de fag som eleverne prøver kræfter med, er ØkoX. Torsdag kulminerer det hele, når eleverne inviterer til et lækkert og bæredygtigt måltid i Økologiens Have.

I denne uge sætter 14 elever fra Odder Højskole fokus på madspild og bæredygtighed i faget ØkoX. Det er tidligere køkkenleder på Odder Højskole, Hanne Krogh, der står i spidsen for faget.

I ØkoX vil jeg vise eleverne, hvordan man sagtens kan bruge råvarer, som egentlig var tiltænkt skraldespanden. Derfor sorterer vi de bedste råvarer fra og omdanner disse til et lækkert, spændende og ikke mindst bæredygtigt måltid. Det gavner både miljøet og pengepungen.

Faget har base i Økologiens Have i Odder, hvor begivenheden også finder sted i morgen. Herfra har eleverne blandt andet indsamlet frugt og grøntsager. Indtil videre har det udmøntet sig i hjemmelavet æblemost, æblesirup, æblechutney, æblesnaps samt kager bestående af skraldede bananer og bær. Derudover har holdet også indsamlet andre råvarer fra butikker i Odder.

Hvad menuen i morgen helt præcist kommer til at bestå af, forbliver en hemmelighed, men det bliver med garanti nogle smagfulde retter, fortæller Hanne Krogh:

Retterne kommer til at bestå af råvarer fra denne årstid. Så en form for efterårsmenu, vil jeg godt love. Der bliver højst sandsynlig en lækker suppe med alverdens grøntsager. Resten af menuen afhænger lidt af, hvad vi får indsamlet – men det bliver lækkert og smagfuldt under alle omstændigheder.

Så husk at sætte kryds i kalenderen i morgen torsdag d. 12. september. Det er i Økologiens Have i Odder fra klokken 17:00 – 18:00, og alle er velkomne. Og husk, at det ikke koster noget!

Du kan læse mere om begivenheden på Facebook.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X