Hollywood-illustrator holder højskoleaften

 In Uncategorized

Onsdag aften får Odder Højskole besøg af illustrator Lars Munck, som vil fortælle om livet som illustrator og storyboardtegner.

Til onsdagens højskoleaften holder Lars Munck foredrag om livet i en kreativ branche. Et kreativt arbejde, der både inkluderer jobs i Hollywood og Skandinavien. Det er ikke første gang, at den anerkendte illustrator lægger vejen forbi Odder Højskole.

Tilbage i november havde højskolen ligeledes fornøjelsen af Lars Muncks interessante foredrag, samt glæde af hans kreative evner, da han efterfølgende var gæsteunderviser for højskolens tegneelever. Nu bliver succesen gentaget for forårsholdets elever.

Onsdag den 7. marts klokken 19:30 tegner og fortæller Lars Munck i højskolens foredragssal, og torsdag vil han være gæsteunderviser for eleverne på højskolens kunstlinje.

Lars Munck har tidligere illustreret børnebøger i Sverige, tegnet storyboards i Hollywood, haft en fast side i Politiken og arbejdet for Eurovision Song Contest i København.

Onsdagens hovedperson er uddannet designer fra Designskolen i Kolding, og har siden sin uddannelse været vidt omkring, både geografisk og arbejdsmæssigt. Alt det og meget, meget mere kan du høre om, hvis du møder op til foredraget på Odder Højskole. Alle er velkomne og det er ganske gratis.

Du kan se Lars Muncks portfolio her.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?