Debatindlæg: Coronaens positive bagside

 In Branding, Business

Odder højskoles underviser i Krop & Bevidsthed, Kirsten Sander Østergaard, er gået sammen med funktionel leder, Heino Holst Hansen, om dette debatoplæg, der har til hensigt at finde Coronaens positive bagside. De stiller spørgsmålet, om hvordan højskolerne kommer videre efter Corona, og om hvorvidt erfaringen med Corona kan gøre fremtidens fællesskab endnu bedre end nutidens. Du kan læse oplægget her:

Coronaens positive bagside

Højskoler hylder fællesskabet. At være mange sammen. At mærke og røre hinanden. Det er derfor, vi er her. For at bringe folk(et) sammen. For at diskutere, mærke og bemærke andre end os selv. Når man er på højskole, må man finde sig i fællesskabet. Det er en selvforståelse, der gennemsyrer de fleste højskolefolk, og det gør den naturligvis, fordi den i hovedsagen er rigtig.

Men hvordan står det så til på fællesskabets (højskole)højborg, når coronaen pludselig sætter grænser? Når kroppene skal holde afstand, og når fællessangen kræver to meter mellem munde?

Efter det indledende chok med nedlukning efterfulgt af usikkerhed om genåbning og implementering af retningslinjer gik vi fra følelsen af corona-sprint til ditto-maraton. Men vi gik også fra en pludseligt opstået tilstand til en – forhåbentlig – lærerig proces. Corona er – for at sige det mildt – ikke fedt. Men stiller vi de rigtige spørgsmål til os selv og vores elever, rummer pandemien et potentiale for, at vi kan genbesøge vores idealer om fællesskab og frihed og måske endda blive bedre til at forvalte begge dele.

Den måde, vi håndterer processen på i dag, får betydning for fremtiden. I stedet for de sædvanlige udsagn: ”Gid det snart var ovre”, ”og hvad mon det hele ender med?” – eller ideen om, at vi bare lige skal holde vejret, indtil vaccinen er klar – skal vi sammen med eleverne turde mærke processen og stille spørgsmålet: ”Hvad vil vi gerne have, det ender med?”

Ved naturkatastrofer med materiel ødelæggelse bruger man begrebet ”Build back better”, og den tankegang kan sagtens overføres til corona-erfaringen. Der, hvor vi var, er allerede udvisket. Vi skal ikke tilbage dertil, men genopbygge os selv – og højskolerne – bedre og stærkere.

Frihed i fællesskabets tegn

Når muligheder tages fra os, oplever vi ofte frihed på en anden måde. Som når filmskabere udsætter sig selv for benspænd for at nå ind til kreativitetens kerne, kan vi bruge vores erfaring fra coronaen til at nærme os selve livets essens. Og her handler frihed ikke blot om at have flest ting (eller venner) omkring sig eller om, hvor mange rejsemål vi kan besøge på et år. Når den ydre frihed bliver begrænset, har vi heldigvis friheden til at finde den i en anden form: en indre fornemmelse af meningsfuldhed og tilstedeværelse. Eller en besindelse på, at livet er større end os, og at alle mennesker hænger sammen. På godt og ondt. Også selvom vi jo helst selv vil vælge, hvem vi hænger sammen med.

Vi deler f.eks. den luft, som coronaen sætter sig på. Det, vi ånder ud, ånder andre ind, og vi kan ikke selv vælge, om vi vil være en del af naturens cyklus. For det er vi. Og det er en pointe, der kan føre til forandringer på både mikro- og makroniveau.

På makro-plan minder coronaen os om, at vi alle er i samme båd. Vi er midt ind i en kollektiv krise, som har ramt hele kloden. Om vi vil det eller ej, er vi del af et mellemfolkeligt fællesskab, som fordrer en etisk stillingtagen, ikke bare i vores egen have, men på alle verdenshavene. Hvis en flagermus i Kina kan nedlægge verden, så bliver frihed forstået som uafhængighed af andre en umulighed. I stedet bliver frihed et spørgsmål om at kunne træffe rigtige valg på baggrund af et fællesskab. Klima og bæredygtighed går fra at være et personligt valg til en nødvendig fælles fordring.

På mikroplan oplever vi på Odder Højskole, at eleverne helt bogstaveligt ikke længere frit kan vælge siddeplads, eller hvem de vil hænge sammen med. De skal spise sammen med deres familiegruppe. Det overraskende er, at eleverne faktisk beskriver den nye situation med lettelse i stemmen, og at vi som medarbejdere oplever en helt anden ro ved måltiderne.

Når energien ikke skal bruges til strategiske valg om, hvor (og med hvem) man skal sætte sig, bliver der plads til mere nærvær. Det kan være et paradoks, men her giver den manglende valgfrihed faktisk en ro og tryghed, der medfører en større frihed til at være til stede i den situation, fællesspisningen er. Det er en tryghed og værdi (i fællesskabet), som vi ikke ønsker at rulle tilbage, når coronaen forsvinder.

Et højt perspektiv

Hvis man betragter tegningen af corona-virusset med let sammenknebne øjne, ligner den en jordklode med mennesker, der står og holder hinanden i hånden. Lad dette billede være et symbol på coronaens konstruktive og positive bagside. Det er coronaen set fra et højt perspektiv. Og lad vores erfaringer med coronaen udmønte sig i, at begreberne om fællesskab og frihed får en både etisk og mellemfolkelig dimension, der rækker langt ud over højskolernes matrikler og højskole-Danmarks nationale grænse. Der er masser af opgaver, der venter derude. Og på højskolernes vegne er det vores håb, at vi, når vi i en eller anden form får den ydre frihed tilbage, bliver endnu bedre til at organisere den og omsætte den i de fremtidige løsninger, som helt sikkert kræver en etisk forpligtelse på fællesskab. Kort sagt: Når vi engang får friheden tilbage, har vi forhåbentligt lært at forvalte den bedre.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X