Højskole-vegetar på prøve

 In Uncategorized

På Odder Højskole kan du vælge mellem mere end 80 forskellige fag. Men ud over et væld af fagmuligheder, kan du også vælge at vinke farvel til kødet og leve som vegetar i seks måneder, eller mere end det.

En ernæringstendens har spredt sig som en steppebrand på forårsholdet på Odder Højskole. Ud af skolens nuværende 103 elever, er der 30 der har levet som vegetar under deres ophold. Det svarer til, at godt og vel hver tredje elev udelukkende ernærer sig planteføde til måltiderne. Men så højt var antallet af vegetarer ikke, da eleverne havde første højskoledag tilbage i januar.

”Vi har ikke oplevet at have så mange før. Der var otte vegetarer, da de startede på skolen. Men der er altid nogen der får lyst til at afprøve det og spise vegetarisk, fordi de ser andre elever gøre det. De bliver inspireret af hinanden til at prøve det,” fortæller Hanne Krogh, der er køkkenleder på Odder Højskole.

Læs om Hannes fag Madeksperimentarium, der tilsætter seriøsitet, skæg og ballade til madlavningen, ved at klikke her

Jakob Daell Leineweber er en af de nuværende elever, der under højskoleopholdet, har afprøvet at vinke farvel til animalske produkter, trods tidligere hang til en stor bøf.

”Jeg har altid været kæmpe fan af kød. Men her på højskolen begyndte jeg at spørge mig selv om, hvor meget kød egentlig betød i mit liv,” siger Jakob, og afslører hvad der fik ham skubbet det sidste stykke ud over kanten, i forhold til at skippe carnismen, der i bund og grund er det modsatte af vegetarisme.

“Her på højskolen har man alle tænkelige muligheder for at prøve sig selv af som vegetar fremfor derhjemme. Her kan man spise noget lækkert og nærende, uden at det skal være fisk og kød. I den ene ende af bordet står der ‘vegetar’ på et skilt, og maden i den ende ser ligeså lækkert ud, som maden i den ende uden skiltet.”

Vegetar-maden afgørende for valg af højskole

Inden højskoleopholdet spiste otte af eleverne enten som vegetar eller veganer. Siden er over 20 kommet til under selve opholdet. Søren Solevad har levet som veganer de seneste to år, og for ham var det derfor yderst vigtigt, hvad højskolen kunne tilbyde i forhold til hans kostvaner.

”Jeg havde en god dialog med skolen inden jeg startede, som forklarede mig alt, hvad jeg behøvede at vide. Under opholdet har kommunikationen med køkkenet været fremragende. De samlede os i starten, for at høre om eventuelle ønsker,” forklarer Søren.

”Løbende har jeg haft spørgsmål og ønsker om en meget proteinholdig kost, og der har jeg lavet aftaler med køkkenet om, at jeg kunne komme og koge ris, hvis jeg har haft lyst til det.”

Information fremfor livsstil

Selvom flere af eleverne på højskolen har testet deres modstandsdygtighed overfor manglende indtagelse af kød, er det ikke sikkert at den livsstil opretholdes efter højskoleopholdets afslutning. Men det er der ifølge Odder Højskoles køkkenleder, Hanne Krogh, ikke noget galt med.

”Vi er jo godt klar over at det ikke er alle der fastholder at spise vegetarisk, når man forlader højskolen, af forskellige årsager. Men jeg tror alligevel at eleverne får et andet syn på kost ved at gå her. Dermed tror jeg også at de i en eller anden grad ændrer kostvaner. Det kan eksempelvis være ved at begynde at spise flere grøntsager, end man gjorde tidligere, fordi man nu er klar over, at det kan smage vildt lækkert i en salat.”

På Odder Højskole skal du vælge imellem en perlerække af fag. Men du skal også vælge hvordan du vil sammensætte din daglige madpyramide. Fælles for begge valg er, at det i høj grad er tilladt at eksperimentere.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?