Gaming
I faget Gaming går vi nærmest arkæologisk til værks, når vi dykker ned i computerspillenes historie. Vi spiller masser af spil, og ser nærmere på gamingens kulturelle, samfundsmæssige og teknologiske betydning.
Vi stiller spørgsmålet om, hvordan den socio-kulturelle betydning af gaming har udviklet sig siden begyndelsen? Et spil som Minecraft betød, at der opstod communities, der lavede imponerende værker inden for spillets egen logik, og i mange andre spil er der opstået markeder, hvor eksempelvis skins kan købes og sælges for store summer. På den måde er gaming både blevet genstand for individuelle og fællesskabende identitetsmarkører.
Den teknologiske udvikling sporer vi igennem grafikken. Her bliver det hurtigt tydeligt, hvordan den overordnede teknologiske udvikling i samfundet løber parallelt med spillenes grafiske udtryk. Gaming er på den måde koblet til eksempelvis det amerikanske militær og den software, som blandt andet piloter træner efter.
Endelig stiller vi skarpt på de historier, der danner grundlag for den storytelling, der gør gaming til et spejl af samfundet. Vi starter i den kolde krig, hvor de amerikanske krigere ofte er stor og flotte, mens de russiske tropper er robotagtige og hæslige. Vi fører tråden op til nutidens gaming, der følger samfundets strømninger bl.a. ved at lade flere og flere kvindelige hovedfigurer indfinde sig.