Kompromisløse og skarpe tunger hyldes med kulturpris

 In Uncategorized

Om to uger bliver “Den Gyldne Grundtvig” overrakt på Odder Højskole. Den anerkendte kulturpris går i år til Den Korte Radioavis fra Radio24syv, som modtager prisen for deres kompromisløse tilgang til nyhedsdækningen.

“Som Grundtvig så rigtigt sagde: “Om hundrede år er den danske tunge langt mere berømt end det danske sværd.” Det passer jo meget godt med, at de fleste nok ikke kan nævne navnet på et eneste dansk svær og nu vinder vi pludselig en pris for at bruge vores tunger. Altså, til at tale med.”

Sådan lød ordene fra Rasmus Bruun og Frederik Cilius Jørgensen, da de fik overbragt nyheden om, at de i starten af november officielt får tildelt Odder Højskoles kulturpris. De to herrer beværter til dagligt Den Korte Radioavis, med Frederik Cilius i rollen som seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, ved sin side har hun nyhedsredaktør Rasmus Bruun.

Med deadline hvert femtende minut, serverer programmet hver dag knivskarpe og korte nyheder til befolkningen. Præcis den måde, som danskerne foretrækker at modtage nyheder på.

“Danskerne er dødtrætte af alenlange, tilstræbt objektive nyheder. De vil have KORTE nyheder. Jo kortere jo bedre. Og så vil de have deres nyheder serveret i skarp sovs på et sprog, de kan forstå,” lyder programmets beskrivelse af dem selv.

Den Gyldne Grundtvig gives til personer, der enten direkte har ydet en indsats for højskoletanken, eller har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af.

Det danske Daily Show

Programmets levering af nyheder er netop det, der får Den Korte Radioavis til at skille sig ud fra resten af de danske nyhedsmedier.

“Deres originale og begavede brug af satire og komik til at skabe en nyhedsdækning, fremstår langt skarpere, relevant og kompromisløs end resten af den danske nyhedsflade,” fortæller priskomitéen bag Den Gyldne Grundtvig og siger videre:

“Deres kamp mod hykleri og dødbideri i politik og journalistik har uden tvivl gjort programmet til det danske svar på The Daily Show, og fungerer for mange som den vigtigste nyhedskilde. Hvorfor? Måske fordi der ikke er frygt for konfrontationen, der er smæk for skillingen, og der ingen talen ned til lytteren.”

Blandt eksemplerne på programmets ægte, uforfalskede oplysning til borgerne, fremhæver komitéen blandt andet Den Korte Radioavis’ vedholdende dækning af skandalerne i Skat, og dækningen af EU i forbindelse med folkeafstemningen i 2015.

Med prisen tilslutter Den Korte Radioavis sig et selskab med blandt andre Ebbe Kløvedal Reich, Martin Krasnik, Anne Linnet, Per Fly, Niels Hausgaard og Jacob Mchangama, der alle tidligere har vundet Den Gyldne Grundtvig.

Prisen bliver overrakt på Odder Højskole, mandag d. 6. november kl. 17:30 og er sponsoreret af Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær. Alle er velkomne.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?