Øvrige fag
Almen Psykologi
Almen Psykologi tager udgangspunkt i personligheds- og udviklingspsykologien. Vi arbejder med alment menneskelige problemstillinger fra barndommens konflikter til det voksne menneskes oplevelser og erfaringer. Du bliver præsenteret for en række teorier, men vi glemmer ikke, at det er dig, det handler om. Vi forholder os til den moderne børnekarakter og opdragelse, angst og modstande, kønsroller og samlivsspørgsmål og vi ser på de forhold i det samfundsmæssige, der indvirker på vores personligheds udvikling. Undervisningen er afvekslende og krydret med mange konkrete eksempler, eksperimenter og øvelser. Faget kan med fordel kombineres med de øvrige psykologitilbud, men kan også vælges alene.
Krisepsykologi
Alle vil opleve kriser i løbet af livet, nogle mere alvorlige end andre. Men hvad kendetegner egentlig en krise og hvordan er det typiske forløb. Kan man blive bedre til at håndtere en krise og i så fald hvordan? Det er nogle af de spørgsmål vi vil arbejde med. Vi belyser udviklingskriser, traumatiske kriser, psykisk førstehjælp og posttraumatisk stress. Vi forholder os til instinktive og forstyrrede angstreaktioner og behandling heraf. Diskussionerne tager udgangspunkt i virkelige hændelser.
Formgivning
Her møder du et værkstedsfag, hvor vi i skolens atelier arbejder med mange forskellige udtryksformer. Du får lejlighed til at prøve kræfter med udtryksmidlerne akryl, kridt, kul, tusch, blyant, ler, voks, metal og gips. Det er ideen at udvikle dit personlige udtryk og talent i form og farve.
|
|
|