til forsiden
Film . Kunst . Psykologi . Krop . Musik . Outdoorlife . Og meget mere...

Lange kurser, efterår 2010
18 uger - start 15. august
14 uger - start 12. september

Lange kurser, forår 2011
22 uger - start 9. januar
17 uger - start 13. februar

Forside Om skolen Lange kurser Korte kurser Kalender Bliv elev Mød eleverne Kontakt
 
 

 

 

Bestyrelsen

Tale til Odder Højskoles 120 års fødselsdag

Kære gæster, kære venner af Odder Højskole, kære skolekreds, elever, og medarbejdere. På Odder Højskoles bestyrelses vegne ønsker jeg velkommen til denne fødselsdagsfest!

Odder Højskole i 120 år - en fødselsdag, hvor vi kan invitere med overskriften Boblende livsglæde! Det er værd at ønske tillykke med!

120 år som ballast og stadig i bevægelse - det kræver - ikke sin mand - men sine elever og sine medarbejdere. Traditionsbevidstheden ligger som en bagage af de mange år og vægter som en kraftig rygsæk - man mærker tyngden, men blikket er fremadrettet. Flere har været med til at pakke vores rygsæk med det, der nu kræves for at nå frem til nye mål. På højskolen er man konstant i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse, mellem fortid og fremtid og midt i en krævende nutid. Det er her mødet sker, drømme skabes og forfølges. At have føling med fremtidens tanke kræver styrke i tiden, i dagen, i nuet.

På netop denne måde kan vi i dag karakterisere Odder Højskole og dens folk:

  • den lange traditionsbevidsthed
  • den krævende ‘her- og -nu ‘- situation og
  • tanken på fremtiden.
  • Her er samtale, poesi, smerte og glæde, brydninger, kaos og kosmos, livskræfter og gennemslagskraft.

 

Skolen byggedes for 120 år siden. Et hus, som i sig selv blot er en samling organiserede mursten, og som derfor først bliver levende ved sit indeholdte levede liv.

Anders Dolleris var den første forstander og han karakteriseres i 100 års jubilæumsbogen af Inger Margrethe Andersen blandt andet som ‘veluddannet med et solidt fodfæste i den grundtvig-koldske tradition, en mand med med sine meningers mod, og med vidsyn’.
Læg særlig mærke til det sidste:

En mand med sine meningeres mod og med vidsyn - det synes at følge Odder Højskole og dens forstander og medarbejdere. For de har stærke grundlæggende egenskaber, som fra sikkert fodfæste fører videre ud i drømmenes mulighed.

Der har aldrig stået blæst om Odder Højskole, og set med dagens pop-briller, er det måske ikke slet ikke nogen ros.
Og dog.- for det betyder ikke, at den internt kører på sparepærer. Der er fuldt blus på lampen. For hvad handler det her om?
Det handler om højskolens opgave, først og fremmest dens fokus på eleverne og dernæst dens fokus på sine opgaveområder.

Fokus på eleven er
At finde elevens kræfter - måske for ham selv skjulte kræfter - at hjælpe ham/hende med at aktivere dem og få eleven til at forstå dem selv, at lede eleven ind til sit eget værd, at skabe et rum, hvor selvforståelsen omsættes i kreativ aktivitet.
Højskolens opgave er offensiv.

Fokus på højskolens opgavefelt er
at formidle og praktisere medansvaret i et demokrati og en demokratisk livsholdning,
gennem forskellige fag at formidle livsoplysning,
at tilbyde mulighed for og lyst til læring, samvær, smil, sang og selvværd
at tilbyde fællesskab, frihed og fokus på fremtid

Jeg vil slutte med et lille citat fra Jacob Knudsens sang “Her rejses en skole”, som han skrev ved indvielsen af Roskilde Højskole for vel over 100 år siden Citatet passer godt på det liv, som leves her på skolen:

"Se ud! stryg duggen af sjælens rude!"
Og videre i sangen:
"og den som mærker at græsset gror, for ham står livet vist aldrig stille."

Tillykke Odder Højskole! ønsker bestyrelsen

 

 

 

 

 
     
Odder Højskole . Rørthvej 34A . 8300 Odder . Tlf.: +45 86 54 07 44 . mail@odderhojskole.dk