Journalistik & Podcast

Er du nysgerrig? Undrer du dig? Har du lyst til at lære håndværket journalistik og at lade dig suge ind i podcastverden?  Og drømmer du om at blive en dygtigere formidler på skrift, video, billeder og på lyd? Så er er faget Journalistik & Podcast noget for dig.  

Fælles for al journalistik er ønsket om at gøre en forskel og forandre verden gennem kommunikation. Hvad enten det er gennem de små, nære, personlige historier om kærlighed og kys eller de store, samfundsomvæltende historier om krig og klima, så er det journalistikkens mål at sætte sig spor hos den enkelte læser, lytter og seer. Den gode journalistik forandrer lidt af verden, og det kommer du til at gøre i Podcast & Journalistik. 

I faget arbejder vi praktisk, fordi vi tror på, at du lærer mest ved selv at have arbejdet i hænderne. Faget er derfor fyldt op med journalistiske produktioner, kritiske perspektiver og indblik i medieverdenen. Men journalistik handler også om at komme ud!! Ud af huset med en blok, pen og optageudstyr, så vi kan fange de helt rigtige historier.  

Vi dykker særligt ned i lydens univers og arbejder med podcasts. I samarbejde med den landsdækkende radiokanal Radio4 udgiver vi mange af vores produktioner. Podcasts giver mulighed for dybe og inspirerende samtaler og historier om alt fra den danske datingkultur til porno, som du kan høre på Odder Højskoles egne podcasts på Radio4’s Talentlab.

Hvis du drømmer om at søge ind på journalistuddannelserne, ved blandt andet DMJX eller SDU, så tilrettelægger vi undervisningsforløbet for dig, så du bliver helt klar til optagelsesprøven. 

Vi skal skrive, filme, optage og udgive! 

Allerede fra første dag kaster vi os ud i at lave journalistik. Vi møder mennesker, lærer deres historier at kende og formidler dem videre i podcasts, tekster, videoer og billeder. Vi tager udgangspunkt i virkeligheden, for det er, der de gode historier findes.  

Med journalistikken under armen blander vi os med de andre fag på højskolen, og vi udgiver vores produktioner, så omverdenen får gavn af dem. Vi kommer til at producere hver for sig, i grupper og hele holdet sammen. Vi lærer også den ædle kunst at give og modtage feedback, når vi deler og diskuterer vores produktioner med hinanden. 

Den journalistiske værktøjskasse 

Din journalistiske værktøjskasse fyldes med de vigtigste journalistiske værktøjer.  Du bliver så rutineret, at du uden at tænke over det kan levere skarp journalistik og udvælge den rette platform til det, du har skabt.  

Du arbejder blandt andet med interviewteknik, kildekritik, research, vinkling, idéudvikling og målgrupper, og du kommer omkring nyheder, reportager, portrætter, klummer, baggrundsartikler, kronikker og meget andet. 

Som podcaster bliver du skarp i at fange lytteren fra første sekund, og der er ikke en teknisk detalje, der er for lille til at blive nørdet i.  

Du lærer hele processen fra idé til at optage med skolens professionelle udstyr, samt redigering og til sidst publicering på Radio4. Samtidig bliver du udfordret, når du lytter til produktioner, du aldrig har hørt før, og som repræsenterer noget af det fineste podcastmediet formår.  

Vi får besøg, og vi skal besøge 

Vi kommer løbende til at besøge dem, der til daglig arbejder med journalistik og podcast. Vi besøger redaktioner på både store og små danske medier og lærer om deres dagligdag.  

På Journalistik & Podcast undervises du af Esben Lund, der selv er uddannet journalist. Han har arbejdet på DR og Radio4, og så underviser han blandt andet også i kommunikation. 

Vi samarbejder med den landsdækkende radiokanal Radio4 om at lave de fedeste podcasts. 

Du kan tage faget med det formål at søge ind på en af journalistuddannelserne, som vi ofte leverer elever til. I faget bliver du vejledt individuelt omkring optagelsesprøver og krav både i forhold til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Center for Journalistik på Syddansk Universitet. 

Du kan finde andre fag inden for fagområdet Journalistik & Storytelling her.

Podcast Odder Højskole

Bliv klar til en fremtid som journalist og podcaster på Odder Højskole

Se flere fag på Journalistik & Storytelling

Mød eleverne

  • Riv 4-5 mdr. ud af kalenderen, tag en pause og slå hovedet fra, find dig selv og det DU er god til, få venner for livet fra nær og fjern, ryk- og bryd grænser, oplev boblende livsglæde, lær at nyde og nyd at lære - få en oplevelse og minder for livet og tag på OH! GO FOR IT - du vil ikke fortryde det!.

    Ida Hvidtfeldt Skovmøller
    Ida Hvidtfeldt Skovmøller Tidligere elev
Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X