Tegning og Grafik
Billedkunstner, designer, arkitekt, grafiker, animator eller fritidstegner. Alle er fælles om udfordringen ved at tegne, og glæden ved at opleve og beskrive en form med egne hænder.
Det hele starter nemlig med blyanten, kullet, kridtet eller tuschen som møder papiret. Det er i tegneprocessen ideerne fødes og tager visuel form. Den gode tegning er både forudsætningen for mange kreative udfoldelser og et mål i sig selv.
På faget bliver du præsenteret for klassiske teknikker og tegnematerialer trin for trin.
Og grundlæggende grafiske teknikker som koldnålsradering og linoleumstryk.
Undervisningen veksler mellem bundne og friere opgaver
I de bundne opgaver udforsker og rendyrker du de enkelte tegneprincipper: Linien, fladen, konstruktionen, bevægelsen og mellemrummet.
I de friere opgaver tager du måske udgangspunkt i din fantasi, og eksperimenterer med egne ideer og projekter. Her vælger du selv teknikker og materialer.
I hele processen arbejder vi med grundlæggende billedproblematikker som komposition, perspektiv, proportion og kontrast. Samtidig undersøger vi de forskellige tegnematerialers styrker og muligheder.
Hele vejen i forløbet bliver du ”kigget over skulderen”, så dine tegninger får vejledning fra første streg. På den måde bliver du bedre til at styre hele tegneprocessen og give dine tegninger udtryk.
Med faget tegning og grafik får du et fundament og en metode som du kan arbejde videre med selvstændigt.
Søger du ind på en design- eller arkitektskole, kunstakademi eller en grafisk medieuddannelse, får du grundlæggende værktøjer og inspiration, så du kan lave en portfoliomappe.
|
|

|