Det siger eleverne
Henrik
Jeg havde ikke drømt om, at faget ville flytte så meget hos mig. Det har været spændende at opleve nye sider af mig selv. Derudover har jeg fået dybe og gode venskaber, som jeg håber, vil holde fremover.
Sidst, men ikke mindst, har jeg lært en masse om kærlighed – hvad det er, og hvad det ikke er!
Mit syn på kærlighed til andre og accept af mig selv er blevet større og bedre. Især at knytte kærlighed og bevidsthed sammen – det giver rigtig god mening for mig.
Jeg oplever, at bevidsthed er at se klart, hverken at se mere eller andet end det, der er. Og når jeg ser klart, dvs. ikke ser med tankerne eller hovedet, så oplever jeg kærlighed.
Jeg har oplevet stor tryghed på holdet, og det har været en god ’øve-plads’ til at stå ved mig selv og sige det, jeg har på hjerte.
Ditte
Jeg har lært, at min krop er noget af det vigtigste af mig – både gennem kropsbevidstheds-øvelser, fri bevægelse og viden om chakra’erne. Det har skubbet min generelle følelse fra hovedet mere til kroppen. Jeg kan mærke efter, stå bedre fast, mærke min kropsfornemmelse.
Det er nogle meget basale ting, som jeg for alt i verden vil holde fast i efter højskolen – både i forhold til forældre, studievalg, valg i livet, venneforhold samt kæresteforhold.
Signe
Mit perspektiv er blevet udvidet. Jeg føler, at jeg nu tør kigge ind i mig selv – og samarbejde med mig!
Selma
Mine forventninger til Krop og Bevidsthed var at lære mig selv bedre at kende og at få noget i mig til at rykke – og det er lykkedes, dels gennem jeres inspiration, dels gennem min egen vilje til forandring. Jeg føler bl.a. en anderledes ro i mig og en større bevidsthed om at være i nuet.
Lea
Jeg synes, at jeg efter at have afsluttet faget, kan mærke, at jeg stoler mere på mig selv. Jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv og acceptere, hvad jeg ”hører”, også selvom det ofte er meget modstridende med, hvad de andre på skolen gør.
Jeg har altid været meget usikker på mig selv, så jeg er lidt overrasket over at stole så meget mere på mig selv efter bare tre måneder.
Rikke
Jeg har fået bekræftet, hvor vigtigt det er, at leve i nuet, og hvor meget positiv og negativ energi påvirker os som mennesker. Udover dét så er jeg stødt på nye ting som healing, fri bevægelse, meditation mm., som har påvirket mig med en dejlig positiv energi. Jeg føler, jeg har nærmet mig noget, som jeg vil beskæftige mig med resten af livet.
Faget har fungeret godt med to lærere, fordi det har givet inspiration fra forskellige vinkler med en god blanding af øvelser og teori.
I har som lærere behandlet os ligeværdigt. Der er blevet lagt vægt på at stå ved ens tanker og følelser og at snakke frit om dem. Det har givet en tryg atmosfære med respekt – også fordi der var tavshedspligt på holdet.
Jeg valgte faget, fordi jeg havde brug for at finde mere mening og sammenhæng i mit liv. Jeg føler, jeg har fået nogle nye redskaber, jeg kan arbejde videre med. Udover dét har fagene yoga, drømme, massage osv. været med til at skubbe tingene fremad. Det har fungeret perfekt i forhold til de ting, vi har arbejdet med i Krop og Bevidsthed.
Jeg har fx fundet ud af, hvor meget drømme afspejler ens liv og udvikling som person. Jeg kan mærke, hvor meget man lærer om sig selv gennem de forskellige metoder, vi har brugt. Derudover synes jeg, at mange symboler er enormt inspirerende, og det åbner ligesom perspektivet og mit livssyn, som om der er noget inde i mig, der bliver vækket.
Mette
Jeg bruger hele tiden ting fra faget!!! Det er i tankerne hele tiden og hjælper mig tit, hvis noget er svært. Dette gælder både de kropslige og mere spirituelle aspekter.
Yoga, drømme og massage supplerede hovedfaget rigtig godt. Det gav mig en mulighed for at dykke endnu dybere i nogle af de emner, vi har haft.
Jeg ser fx på drømme på en helt anden måde nu. De er blevet til noget konstruktivt og nærmest vejvisende i stedet for noget mystisk og uforståeligt.
Lærke
Jeg havde meget store forventninger til faget. Efter kort tid indså jeg, at alt det, jeg var frustreret over i mit liv, nok ikke ville kunne nå at blive fuldstændig løst på fire måneder. Men min tankegang har ændret sig meget, og min holdning er nu, at alle de redskaber og ideer, jeg går herfra med, har givet mig en masse ting, jeg kan gøre, når livet er lidt hårdt.
Jeg befinder mig virkelig godt i den meditative verden og føler, jeg har fundet rigtig mange svar inde i mig selv. Meget af det, vi har snakket om, har jeg selv tænkt på tidligere, men dengang virkede tankegangen så fremmed, at jeg bare slog det hen. Nu føler jeg meget mere, at jeg har fundet en plads i mig selv og er mere nysgerrig end søgende. Jeg synes selv, at jeg har haft en masse dejlige og livsbekræftende oplevelser, som til tider også har været ret vilde.
Jeg synes, det faglige niveau har været rigtig højt og meget seriøst!
Der blev lagt vægt på, at de praktiske øvelser er noget, man skal kunne bruge i sin hverdag.
Marianne
Mine forventninger var at forbedre samspillet mellem hoved og krop og at få nogle redskaber til at arbejde med dét. Jeg synes, jeg har fået nogle redskaber, og at min horisont er blevet udvidet.
Jeg er blevet mere bevidst om, at man kommer længst med at fortælle, hvad der sker i én, og det er helt sikkert noget, jeg vil tage med videre frem.
Mia
Meditation havde jeg aldrig troet var noget for mig, men jeg er blevet positivt overrasket over, hvor dejligt beroligende, det kan være – en god måde at slappe af på.
Healing er jeg også blevet positivt overrasket over. Jeg vidste ikke, at det kunne være så beroligende at have en hånd liggende ovenpå én uden rigtig at gøre noget.
Jeg har helt sikkert kunnet bruge faget i min hverdag her på skolen. Men jeg tror, jeg vil kunne bruge det endnu mere, når jeg kommer hjem til hverdagen derhjemme. Det har på en eller anden måde fået mig til at se anderledes og roligere på nogen ting. |
|
Spørg en tidligere elev!
Har du spørgsmål omkring undervisningen, er du ud over at kontakte skolen velkommen til at kontakte en af nedenstående tre tidligere elever!
Henrik Rasmussen
henriklykkeras@hotmail.com
Ditte Lauridsen
pigen123@hotmail.com
tlf. 27267861
Line Ryberg
liner_11@hotmail.com |