En levende højskoleuge for ældre

Kurset er tilrettelagt således, at vi hver dag får
fælles oplevelser i form af sang, foredrag, morgensamlinger, koncert osv. Desuden vil der være
fire valgtilbud, som strækker sig over fire gange.
Mandag, tirsdag, onsdag om eftermiddagen og
fredag om formiddagen. Man kan kun vælge et
af tilbuddene. Der vil hver dag være en fælles
ekskursion. Da vi normalt har mange gengangere på vores kurser skal vi gøre opmærksom
på, at vi nok skal sørge for, at der bliver nyt både
at se og høre.
Hele programmet kan I se på skemaet her.
Vi skal naturligvis også sørge for, at I hver eneste dag får dejlig mad, morgen, middag og
aften, og at der bliver serveret rigelige mængder
af kaffe, te, kage og frugt i løbet af dagen.
Som modvægt til al den dejlige mad, vil der hver
morgen være mulighed for at deltage i morgengymnastik.
Ugeprogram
Mandag
Mandag går ekskursionen rundt i egnen omkring
Odder. Vi skal se nogle af de fine herregårde og
nyde den smukke natur. Om aftenen kommer psykolog Inger Bilde
Jakobsen og holder sit foredrag ”Ensomhed og
fællesskab”, som handler vigtigheden af fællesskaber i en verden, hvor den enkelte meget ofte
har nok i sig selv.
Tirsdag
Tirsdag kører vi langs kysten og gennem den smukke Marselisborg Skov til Århus,
hvor vi vil besøge og høre om det nyåbnede
Danmarks Plakatmuseum. Danmarks plakatmuseum det nyeste del af Den Gamle by i Århus.
Derfor bliver der også mulighed for at gå på
opdagelse i et af verdens flotteste museer, når
det kommer til gamle byhuse og meget mere. Om aftenen kører vi til Herregården Østergård,
hvor vi skal høre en klassisk koncert og have
vores aftenkaffe, te og kage og måske en lille
overraskelse.
Onsdag
Onsdag kører vi igen ud i den dejlige natur
omkring Odder og vi vil bl.a. køre til den idylliske
ø, Alrø, hvor vi skal se en smuk udsigt over
Horsens Fjord til Bjerre Herred. Hvis der er tid vil
vi besøge Alrø Kirke – en af Danmarks mindste.
Onsdag aften vil tidligere højskoleforstander og
indfødt samsing Ole Kæmpe vise lysbilleder og
fortælle om Samsø som forberedelse til vores
torsdagstur.
Torsdag
Torsdag tager vi på langfart idet vi traditionen
tro tager til den fantastiske og smukke Kattegatø
Samsø. Ole Kæmpe vil guide os rundt på øen og
vise os bl.a. Stavns fjord, Heden, Slævig bugten
og Nordby. Vores frokost spiser vi I Besser
Forsamlingshus. Om aftenen skal vi slappe af
hjemme på højskolen med en sangaften sammen med Hundslund Mazurka Band og De glade
syngende koner.
Fredag
Fredag byttes om således, at vi har undervisning
i vores valgtilbud om formiddagen og om eftermiddagen har vi to tilbud. En tur til Danmarks
største økologiske udstillingshave, Den
Økologiske Have med masser af planter, krydderurter, bede, bier osv. eller en tur til det fine
lille museum i Odder by. Man kan også vælge at
gå på opdagelse alene i Odder by. Om aftenen
slutter vi af med en festmiddag med en tre retters menu, festlige indslag og natmad.
Lørdag afslutter vi kurset med morgenmaden,
hvor der vil være mulighed for at smøre en madpakke til turen hjem og derefter en morgensamling.
Valgtilbud:
Rundt om Evert Taube
Her skal vi beskæftige os med digtersangeren
Evert Taube om hvem det hævdes, at næsten
alle hans melodier er efterligninger af andres
melodier. Til det må man blot sige, at så har han
forbedret dem og gjort dem sangbare. Uden
hans indblanding ville mange vidunderlige
melodier måske være gået i glemmebogen.
Mange af teksterne fortæller om hans eget utroligt spændende liv og svenskerne indspiller
stadig hans ting i nye versioner. På holdet vil vi
synge mange sange, lytte til mange indspilninger og også se filmen “Änglemark. ”Højskolelærer
og meget mere Tove Jensen, som garanteret er
ledsaget af sin uundværlige harmonika.
Vandring med højskolesangbogen – Også gerne med stave.
Her vil højskoleforstander Søren Winther Larsen
tage jer med på nogle smukke vandreture ved
strand og skov. Alle deltagere vil medbringe en af
højskolens sangbøger og undervejs vil vi stoppe
op og bryde ud i sang. Turene er på cirka to timer
med gode pauser undervejs.
Musik og kunst:
I dette skal du blot læne dig tilbage og tage imod.
Vi skal på tidsrejse til spændende steder i kulturhistorien og indfange stemningen og tankerne
bag forskellige tider kunst, musik, arkitektur,
design og film. Rejsen foregår i bløde stole og er
en blanding af foredrag, filmklip, musikstykker
og lysbilleder – alt sammen under kyndig ledelse
af højskolen kunstlærer Mogens Kæseler.
Sikker og bedre computerbruger – også med
digital fotografi.
Lær at bruge computeren bedre, hurtigere,
mere sikkert og lær at bruge den til flere forskellige ting. Hvis du er nybegynder, er der
undervisning helt fra start. At vedhæfte billeder til e-mails og det at bruge internettet mere
sikkert uden virus er nogen af emnerne. Der vil
også blive undervisning i digital fotografi, hvor
du vil lære, hvordan billederne flyttes til computeren – og gøres bedre. Højskolens IT- og
fotografilærer Jesper Søndergård vil føre jer
trygt gennem denne spændende verden. Alle
kan naturligvis deltage.
|
|
Det praktiske
Tidspunkt og tilmelding
20. juni - 26. juni 2010
Tilmeldingsfrist: 25. maj 2010.
Tilmeld dig her
Pris
Enkeltv. 3300 - Dobbeltv. 3100*
Enkeltv. 3100 - Dobbeltv. 2900**
Enkeltv. 3000 - Dobbeltv. 2800***
*Nye bygninger med toilet og bad på værelset.
**Ældre bygning med bad på værelset og toilet på gangen. ***Ældre bygning med bad og toilet på gangen
I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.
I prisen er inkluderet udflugter.
Der indbetales et depositum på 400 kroner, som fratrækkes ved endelig betaling.
Er der spørgsmål er du/I meget velkommen til at kontakte højskolen.
Sted
Odder Højskole
er en almen grundtvigsk højskole, grundlagt i 1889. Højskolen ligger centralt i Odder by, i ganske kort afstand fra skov og strand og blot 20 kilometer syd for Århus.
Odder-egnen er smuk og indtagende. Den strækker sig fra Kysing Næs og Norsminde Fjord i nord til Horsens Fjord, Sondrup og Uldrup Bakker i syd.
Karakteristisk for egnen er de mange landsbykirker, kampestensgårde og bindingsværks herregårde.
Det er en fordel at medbringe fornuftigt tøj og fodtøj til de udendørs aktiviteter.
|