til forsiden
Film . Kunst . Psykologi . Krop . Musik . Outdoorlife . Og meget mere...

Lange kurser, forår 2010
20 uger - start 3. januar
14 uger - start 14. februar

Lange kurser, efterår 2010
18 uger - start 15. august
14 uger - start 12. september

Forside Om skolen Lange kurser Korte kurser Kalender Bliv elev Mød eleverne Kontakt
 
 

 

 

2-ugers familiekursus

14 dages fordybelse og fornyelse

Vores moderne liv består af en nærmest uendelig række af store og små udfordringer– og en af de store udfordringer er at få familielivet til at hænge sammen med resten af verden. Vi ved hvordan hverdagen er bundet op på aftaler, samtaler, transport til og fra job og sportsaktiviteteter, huslige pligter, og ønsket om at være opdateret og tilgængelig på nettet. Vi ved også at det kæver noget af os selv at forholde sig både kritisk og kreativt til mængden af informationer og muligheder.
Hér tilbyder højskolen et enestående frirum til at søge nye udfordringer, i en tidsramme, som giver mulighed for fordybelse. Lange dage på værkstedet, lange snakke, vekslen mellem børnetid og voksentid, udflugter og faglighed. Forløbet over 14 dage sikrer at der er tid til alt det, vi ellers kun kan drømme om.


Om familiesommerkurset

Vi begynder dagene med fælles morgensamling. Her vil vi synge et par sange og I vil få et lille ord med på vejen. Desuden vil I få nogle praktiske beskeder om den kommende dag.

Efter fag om formiddagen har vi en lang middagspause, der giver mulighed for familiesamvær. I kan f.eks. gå i den nærliggende og nyrenoverede svømmehal, gå på museum, tage på stranden, eller benytte jer af nogle af de mange andre sports-, natur-  og kulturoplevelser, som højskolen og dens omgivelser giver mulighed for.

Sidst på eftermiddagen er der forskellige former for foredrag og aldersopdelte aktiviteter.
Børnene vælger sig ind på forskellige aktiviteter, for de største er der rollespil med Jens Rune
Gissel (brædtspil) og Michael Jackson (live rollespil). De andre børn vælger sig på en gruppe når I ankommer.

Om torsdagen tager vi på heldagsture ud af huset. Torsdag d. 9/7 tager vi til Skandinavisk Dyrepark, hvor vi kan se ulve, brune bjørne og som det nyeste også isbjørne. Der er mulighed for at kombinere besøget i dyreparken med enten en tur til Ebeltoft eller til Fuglsø strand, hvor man både kan bade og vandre en tur i et smukt kuperet terræn.
Torsdag d. 16/7 er vi i området omkring Odder og holder Store Aktivitets- og Friluftsdag: cirkusholdet vil få rådighed over dagen til at færdiggøre deres store forestilling; udover det kan man vælge mellem: 1)vandre- tonse og træklatretur, 2) tur de Herregård på cykel, rundt til nogle af de smukke steder i Odder-området med indlagte historier 3) kajaktur med instruktør 4) fiske- og strandtur, kombineret med rejestrygning hvis vind- og vejrforhold tillader dette. Dagen slutter med grillaften og cirkusforestilling hjemme på højskolen. Der vil blive tilmelding til turene når vi mødes på højskolen – men vi kan allerede hér opfordre eventuelle cyklister til at huske en cykelhjelm. Der vil komme flere praktiske informationer i det sidste brev, som bliver tilsendt et par uger før kurset starter. Der kan blive tale om en lille udgift i forbindelse med turene.

Fredag d. 10/7 holder vi traditionen tro talentcafe med alle vores egne fantastiske numre, men derudover får vi besøg af det unge, superenergiske orkester ”Blue Flat” og som leverer et par meget autentiske soul- og blues-sæt – og så er der dans!

Foredragene
handler om historiefortælling. Og det er et omfattende område, fordi det både dækker over det at fortælle et godt eventyr og det at skabe sammenhæng og mening i sit eget liv. Vi skal møde Thorstein Thomsen, som har en lang karriere som musiker, digter og forfatter både for børn og voksne, og Brita Haugen som er uddannet præst, og fører os ind i nogle af de ”store”  klassiske fortællinger i vores liv. Vi får en mere ”moderne” vinkel på storytelling med Jane Flarup, som er journalist og adjunkt i kommunikation og ledelse, og endelig vil historiefortælleren og forfatteren Kirsten Thonsgaard sætte os i gang med at skrive vores helt egen historie. Mød forfatterne på deres hjemmesider og læs en af Thorstein Thomsen’s dejlige bøger!

Værkstederne er åbne under hele kurset.  Det vil sige, at du kan arbejde videre med dine ting  på alle tidspunkter af døgnet. Dog lukkes keramikværkstedet sidst på ugen af hensyn til brændingerne.

Fagvalg

Familieidræt

På familieidræt tør vi tage kampen op og udfordre os selv og hinanden! Hvornår har du sidst slået en kolbøtte, klatret i træer, vundet en brydekamp eller kastet dig ud i frit fald? Eller hvornår var du sidst helt afhængig af din makker eller dit hold? Udfordringerne bliver mange og forskellige, og alle kan være med. Vi skal være både inde i skolens hal, ude på boldbanen, ved stranden og i skoven. Vi glæder os til at være med til at sætte gang i skrig og skrål, kamp og krampe, leg og latter!

Keramik

Her i værkstedet kan du virkelig nå meget på forholdsvis kort tid, hvad enten du er begynder/barn eller vil hente ny inspiration til den kreative side af dit liv. Hovedvægten lægges på brugsting, drejede eller modellerede efter forskellige teknikker, som dekoreres med begitning og glasurer. Vi kan brænde på bål eller i ovn og du er velkommen til at benytte værkstedet i fritiden. På holdet vil der være en uddannet hjælper. Der vil være en mindre materialeudgift.

Billedkunst

Har du lyst til at tegne eller male, at bruge øjnene og fantasien? Du kan arbejde figurativt, abstrakt eller surrealistisk, eller måske vil du lave tegneserier! Kurset er både for voksne og børn, og for øvede såvel som begyndere. Man må regne med en mindre udgift til materialer.

Film

Et håndholdt filmkursus for hele familien. Vi har to uger til at skabe, skrive, filme og redigere vores eget filmprojekt. Arbejdet foregår med digitalkamera og digital redigering; det er dog ikke nødvendigt at kende teknikken på forhånd. Vi bliver selv skuespillere, instruktører – og anmeldere.

Sang og Musik

Vi skal synge og spille, danse og klappe, tromme og rappe. Både sange du kender godt og nye sange. Vi har trommer, keyboards, bas, guitarer og masser af rytmeinstrumenter, så både børn og voksne kan spille på det, de bedst kan li´. Og så vil vi lave vores egne sange om sommerferien, som vi indspiller på en CD! Husk at skrive på tilmeldingen hvad du spiller, eller om du gerne vil synge. Medbring gerne, hvis det er muligt, egen computer til musikredigering

Cirkus

Stærke mænd og smukke piger! Store sensationer og små tricks! Overblik og kropskontrol! På cirkusholdet skaber vi sammen en masse ud af det rene ingenting; Vi står på hovedet, på hænder, jonglerer og gøgler og skaber en fantastisk forestilling i et ægte stribet cirkustelt. Du skal selv bare møde op med godt humør og gå-på-mod!



 

 

Det praktiske

Tidspunkt og tilmelding

05. juli - 18. juli 2009

Tilmeld dig her

Pris

Værelse med eget bad og toilet: voksne 4.250,- børn 2.850,-

Værelse med eget bad, fælles toilet: voksne 4.050,- børn 2.750

Værelse med fælles bad og toilet: voksne 3.950,- børn 2.650,-

Hvis I ønsker at tilmelde jer, benyt linket herover. Kort tid efter vil I modtage en bekræftelse og et girokort på 400 kr pr. person til depositum. Når vi har modtaget depositumet er tilmeldingen gældende. Resten af kursusafgiften skal betales, også pr. giro, senest 17. juni. Ca.14 dage før kursets start modtager I deltagerliste, værkstedsliste og praktiske oplysninger. I skal også vide at det er muligt at tegne en afbestillingsforsikring på kurset. Ring til skolen’s kontor og hør nærmere. I er selvfølgelig i det hele taget meget velkomne til at ringe, hvis I ønsker yderligere information.

I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.

Prisen omfatter ikke udgifter til eventuelle materialer og entreer.

Materialer til akvarel og maleri kan købes på skolen, men har man nogle materialer i forvejen, kan de selvfølgelig medbringes.

Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.

Sted

Odder Højskole er en almen grundtvigsk højskole, grundlagt i 1889. Højskolen ligger centralt i Odder by, i ganske kort afstand fra skov og strand og blot 20 kilometer syd for Århus.

Odder-egnen er smuk og indtagende. Den strækker sig fra Kysing Næs og Norsminde Fjord i nord til Horsens Fjord, Sondrup og Uldrup Bakker i syd. Karakteristisk for egnen er de mange landsbykirker, kampestensgårde og bindingsværks herregårde.

Det er en fordel at medbringe fornuftigt tøj og fodtøj til de udendørs aktiviteter.










 
     
Odder Højskole . Rørthvej 34A . 8300 Odder . Tlf.: +45 86 54 07 44 . mail@odderhojskole.dk