Kunstkursus
Odder Højskole arrangerer i 2009 et intensivt kunstkursus. Kurset består af 4 sideløbende linier: Tegning og akvarel, Maleri, Keramik og Blandform. Ved indmeldelsen vælger du hvilken af linierne du vil følge. For at få det fulde udbytte af undervisningen kan du kun vælge en linie. I kurset indgår fælles aktiviteter med de øvrige hold. Vi skal opleve egnen, lytte til højskoleforedrag, synge og besøge museer. I middagspausen tilbyder vi besøg på Odder Museum, i Den økologiske have og en smuk vandretur.
1/2 dags tur: Onsdag eftermiddag besøger vi Herning kunstmuseum.
Museet indgår i et stort anlagt kompleks af arkitektur, landskab, havekunst og skulptur, og indbyder til afvekslende kunstoplevelser ude som inde.
Foruden de nyeste kunstretninger, som installationskunst og videokunst, er fokus lagt på tressernes konkret/abstrakte maleri og cobrakunsten, specielt repræsenteret af kunstnerparret Else Alfelt og Carl Henning Petersen.
Udendørs i museets parkanlæg findes en omfattende skulpturpark og ”De Geometriske Haver”, som byder på smukke, minimalistiske oplevelser af ”rum”.
Anderledes foruroligende er billedhuggeren Ingvar Cronhammers værker, særlig den monumentale arkitektur/skulptur ”Elia” og skulpturen ”Abyss” – afgrund.
Vi slutter turen af i den lille færgeby Hou, med aftensmad på cafeen, som ligger idyllisk på havnekajen.
Foredrag: Om den jyske folkekunst ved fotografen jørgen Borg. Og maleriets historie set gennem Mogens Gissels optik.
Se kursets fagtilbud herunder
Tegning og Akvarel
Tegning:
Vi vil især lægge vægt på at skærpe iagttagelsen, forsøge
at trænge igennem overfladen og tegne det vi
virkelig ser.
Konkret skal vi arbejde med:
- studier af opstilling
- naturstudier
- figur og portrættering
Blyanten er hovedredskabet, foruden tusch, pen og
pensel.
Akvarel:
Vi starter med en kort introduktion til farvelæren, og
arbejder herefter med forskellige grundlæggende
akvarelteknikker. Igen vil iagttagelsen være det
centrale, vi vil studere opstillinger, landskaber og
figur.
Igennem hele kurset vil du blive undervist individuelt.
Og undervejs vil vi hente inspiration fra de store
mestre.
Materialer medbringes, eller købes på skolen.
Materialeudgiften ligger typisk mellem 250,- – 600,- kr.
Kontakt skolen hvis du vil vide nærmere.
Underviser: Mogens Kæseler
Keramik
Hvad enten din interesse for lertøjets muligheder er
privat eller af faglig relevant art, vil du kunne høste
udbytte i dette fag. Du vil for eksempel kunne lære
at dreje selv om vi typisk kombinerer de forskellige
teknikker. I ugens løb indarbejdes form og rytme i
byggefaserne og dekoreringerne.
Udgangspunktet bliver brugsting, men individuelle ønsker imødekommes. Der vil fx. også blive mulighed
for at lære om glasurteknikker og ovnbetjening.
Alle redskaber står til rådighed i det velindrettede
værksted, som selvfølgelig også kan benyttes uden
for egentlige undervisningstid.
Medbring fornuftigt tøj og penge til materialer
afhængigt af din skabertrang.
Da undervisningen er individuel, kan man være
med på alle niveauer.
Materialeudgifter: 200 - 300 kr.
Underviser: Ruth Gissel
Maleri
De mest elementære grundregler i maleriets almindelige
forhold og teknik, vil blive gennemgået i korte
foredrag, indlagt i den ellers individuelle undervisning.
Kurset kan blive en inspiration eller appetitvækker
til billedkunstens store land.
Materialeudgifter: ca. kr. 200.
Underviser: Mogens Gissel
Blandform
Papiret har en unik stoflighed, som gør det til et fremragende materiale at arbejde med i billedform.
Vi støber det i abacca (bananpalme), bomuld, hø og andre fibre.
Forskellige materialer anvendes internt og eksternt i papiret for at skabe spænende flader og strukturer.
Når basismaterialet er klart, arbejdes der 1-2-3-dimensionelt.
Der eksperimenteres med forskellige farvetyper, lakker og lime.
I den proces kan papiret kombineres med materialer som: gips, spartelmasse, akryl/plast, gummi, slagmetal, grafit og fotooverførsel.
husk arbejdstøj.
Materialeudgifter ca. kr. 100.00 – 300.00
Ellen Gerd Lindblad, højskolelærer og designer.
|
|
Det praktiske
Tidspunkt og tilmelding
28. juni - 04. juli 2009
Tilmeld dig her
Pris
Dobbeltværelse kr. 2.600,-
Enkeltværelse kr. 3000,-
I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.
Prisen omfatter ikke udgifter til eventuelle materialer og entreer.
Materialer til akvarel og maleri kan købes på skolen, men har man nogle materialer i forvejen, kan de selvfølgelig medbringes.
Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.
Sted
Odder Højskole
er en almen grundtvigsk højskole, grundlagt i 1889. Højskolen ligger centralt i Odder by, i ganske kort afstand fra skov og strand og blot 20 kilometer syd for Århus.
Odder-egnen er smuk og indtagende. Den strækker sig fra Kysing Næs og Norsminde Fjord i nord til Horsens Fjord, Sondrup og Uldrup Bakker i syd.
Karakteristisk for egnen er de mange landsbykirker, kampestensgårde og bindingsværks herregårde.
Det er en fordel at medbringe fornuftigt tøj og fodtøj til de udendørs aktiviteter.

|