VI HAR VENTELISTE PÅ KUNSTKURSET

2. juli – 8. juli 2017

At være åben for inspirationen kan være svært i det daglige, men i dette frirum får du ro og tid til at opdage lerets farve og struktur, skyernes gråtoneklange, og trækronernes uendelige variationer af farven grøn. Disse opdagelser giver råstof til dine personlige udtryk og arbejdet med tegning/akvarel, maleri eller keramik. Højskolen er rammen om et helt specielt og intenst samvær mellem en stor forskellighed af mennesker.

Du vil opleve et stærkt og mangesidet med- og modspil fra medkursister og lærere. Og du vil blive inspireret af at se på kunst og lytte til fortællinger om kunst. Samtidig kan du glemme alt om kødgryder for en stund og lade dine sanser forkæle af højskolens enestående køkken.

Kort sagt er Odder Højskoles kunstkursus din mulighed for at give dig selv en inspirerende, intens og indlevende uge, hvor du for en gang skyld kan lade kunsten komme først.

Kursets 2 linjer

Maleri

Et kursus med vægt på maleriets grundlæggende kvaliteter, farve, form, komposition og personlig udtryk. Man kan arbejde med egne projekter, og/eller følge de udvalgte opgaver, der vil blive stillet. Undervisningen vil være mest individuel, men med fælles gennemgang flere gange i forløbet. Man kan deltage på alle niveauer.
– Gunnar K. Hansen

Keramiske eksperimenter

Leret kan alt det, du vidste, det kunne, og så alt det, du ikke vidste, det kunne. På dette kursus får du mulighed for at strække materialet helt derud, hvor du ikke troede, det kunne. Du får mulighed for at undersøge og eksperimentere med flere forskellige, keramiske teknikker, bl.a. drejning, modellering, pladeteknik og meget mere. Du vil også blive introduceret til forskellige dekorations- og glasteknikker. Derudover vil du prøve forskellige brændingsteknikker som f.eks. raku, grydebrænding med mere.

Efter eller sideløbende med en indledende introduktion vil man kunne få individuel vejledning med udgangspunkt i egne ideer. For dem, der allerede har en vis teknisk kunnen, lægges der vægt på selve formgivningen, kilder til inspiration og det kunstneriske udtryk. Men vigtigst af alt vil der være mulighed for eksperimenter, kunstneriske diskussioner og hyggelige stunder.

Materialeudgifter: ca. 300-500 kr. (afhængig af forbrug)

Underviser: Jakob Isaksen, keramiker og højskolelærer

Fællesaktiviteter

Program for ugen

Foruden den skemalagte holdundervisning indgår der forskellige fællesaktiviteter i undervisningen.

Tur til Silkeborg

Onsdag tager vi efter formiddagsundervisningen til smukke Silkeborg, og besøger udstillingstedet Silkeborg Bad og derefter Jorn Museet.

Aften- og eftermiddagsarrangementer

Aften- og eftermiddagsarrangementer

Mandag aften får vi som sidste år besøg af digtere og musikere i alle aldre fra den Aarhus baserede Y Aarhus Poetry Club, som med inspiration fra en lignende klub i London engang om måneden samler fulde huse Løves Cafe i Aarhus. Det er igen lykkedes os at flytte Y Aarhus Poetry Club til Odder Højskole, hvor de vil lave en forrygende aften for os.

Tirsdag aften øver vi, onsdag aften er der en koncert på skolen og torsdag aften vil vi lave vores egen cafeaften. Fredag aften står naturligvis i festmiddagens tegn.

Mellem frokosten og undervisning har vi hver dag et tilbud. Mandag bliver der mulighed for at besøge det storslåede nye Moesgård museum. Her skal I selv betale entreen. Tirsdag er der mulighed for at tage på kunstudstilling i Odder. Onsdag er vi i Silkeborg og torsdag er der mulighed for at besøge Økologiens Have, som er Nordeuropas største, økologiske udstillingshave og ligger en kilometer fra Højskolen

Se skolens faciliteter

Info om priser

I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.

Prisen omfatter ikke udgifter til eventuelle materialer og entreer.

Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.

Pris

Enkeltv. 4200 – Dobbeltv. 3700*
Enkeltv. 3800 – Dobbeltv. 3300**

*Nye bygninger med toilet og bad på værelset.
**Ældre bygning med bad på værelset og toilet på gangen.

Tilmeld dig vores kursus her

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?