23. juli – 29. juli 2017

7 dages kvalitetssamvær med din familie!

I vores hverdag omgiver vi os med et hav af aktiviteter og mennesker som kan gøre det svært at fokusere og være tilstede med dem man holder af. Her tilbyder højskolen en unik ramme som giver plads til fordybelse og kvalitets samvær med dig selv og din familie!

Odder Højskoles 1-uges familiekursus er en afslappet men aktiv sommerferieuge. Du får serveret delikate måltider alle 7 dage uden at røre en finger og skal hverken tænke på opvask eller rengøring efter du har sagt tak for mad. Til gengæld kan du fuldt ud nyde tiden med dine børn familie og nye venner, i skolens værksteder eller på boldbanen i dagligstuen eller på græsplænen.

Denne uge er et frirum i trygge og afslappede rammer som samtidig giver hele familien faglige udfordringer og inspiration til at lege, lære og leve!

Indholdsrig dag med lang middagspause

Hver dag starter med en fællessamling og derefter arbejde i familieværkstederne hele formiddagen.

Vi har en lang middagspause, der giver mulighed for samvær og småudflugter på eget initiativ. I kan f.eks gå i den nærliggende svømmehal, gå på museum, tage til stranden eller benytte jer af nogle af de mange andre sports-, natur- og kulturoplevelser, som højskolen og dens omgivelser giver mulighed for.

Sidst på eftermiddagen er der forskellige former for foredrag og aldersopdelte aktiviteter og hver aften tilbyder vi et særligt aftenarrangement for de voksne og større børn.

Værkstederne er åbne under hele kurset. Det vil sig, at du kan arbejde videre med dine ting på alle tidspunkter af døgnet. Dog lukkes keramikværkstedet sidst på ugen af hensyn til brændingerne.

Kursets 2 linjer

Familieværksteder

På kurset er hver deltager tilknyttet et af følgende værksteder, som angives på tilmeldingsblanketten. Bemærk at alle mindre børn som udgangspunkt skal være i følge med en voksen.

Musik, leg og sang 3+

Her er der plads til alle. Vi skal have det sjovt og hyggeligt og gennem forskellige aktiviteter vil vi have fokus på børnenes musikalske, motoriske, sproglige og sansemæssige udvikling. Kodeordene er: rytmik, bevægelse, sang, tromme, klappe, tonse, sjov og spas. Vi kommer til at være både ude og inde. Du behøver ikke kunne spille et instrument for at deltage på holdet.

Familieidræt 5+

På familieidræt 5+ skal vi udfordre os selv og hinanden. Vi skal grine, lege og spille, både inde i skolens hal, ude på boldbanen, ved stranden og i skoven, og der bliver skrig og skrål, kamp og krampe, leg og latter! Kurset rummer nye og gamle idrætslege, div. spil, friluftsliv og ikke mindst samarbejde og massevis af udfordringer. Så kom og leg med!

Film 3+

Film er fantastiske, men hvordan laver man en god film? På film arbejder vi med alle de forskellige dele af en filmproduktion: ideudvikling, produktionsplanlægning, optagerutiner, klipning, manuskript og storyboard. Det eneste, det kræver, er lysten til at ville fortælle en god historie på film, så alle kan være med. Til slut afholder vi premierer på de endelige film.

Teaterleg 3+

Det vigtigste i Teaterleg er ikke, hvor god man er til at lave teater eller spille skuespil. Det handler om, at man har lyst til at lege med teaterformen og dens mange kreative muligheder. Har du lyst til at improvisere, lege, grine og ha det sjovt. Så er teaterleg noget for jer! Vi skal som opvarmning og træning lave teatersport og lave forskellige øvelser. Vi skal finde de fantastiske historier frem fra vores egen hverdag og vende dem på hovedet, så vi bliver forundrede, begejstrede og klogere på os selv og hinanden.

Digitalt lyd- og lysværksted 8+

Henvender sig primært til teknikinteresserede. Ingen forkundskaber er krævede. Vi laver vores egne elektroniske musikinstrumenter med moduler fra littlebits (littlebits.cc) og kobler lys på og sensorer på. Dvs. ex ved at puste og røre så aktiveres og styres lys og lyd. Og måske sætter vi også små motorer til.

Vi finder på sjove måder at sætte LED-lys i tøjet. Måske kobler vi vores tøj og instrumenter til internettet (https://ifttt.com). Når du sender mig en mail/sms, så blinker mine sko? Kun fantasien sætter grænser…

Vi kombinerer elektronik med pap, tape, sugerør og alt muligt andet. Det er faktisk ikke så nørdet og svært som det lyder. Til gengæld er det virkelig sjovt og underholdende.

Keramik 3+

Her i værkstedet kan du virkelig nå meget på kort tid, hvad enten du er begynder/barn eller vil hente ny inspiration til den kreative side af dit liv. Hovedvægten lægges på brugsting, drejede eller modellerede efter forskellige teknikker, som dekoreres med begitning og glasurer. Vi brænder på bål eller i ovn, og du kan benytte værkstedet i fritiden. Der vil være en mindre materialeudgift.

Foredrag

Frederik Nørgaard: Livet som skuespiller

Onsdag d. 26. juli får vi besøg af Frederik Nørgaard, der fortæller om livet som professionel skuespiller. Frederik Nørgaard er del af det roste teaterensemble von Baden.

Musikalsk underholdning

Koncert

Mandag eftermiddag er der koncert i foredragssalen med Jacob Wendt.

Heldagsudflugt

Skandinavisk dyrepark

Torsdag bliver en ganske særlig dag på kurset. Først tager vi alle sammen på dagstur til Skandinavisk dyrepark, og aftenen nyder vi med at grille i Den Økologiske Have i Odder.

Se skolens faciliteter

Info om priser

I prisen er inkluderet en uge på Odder Højskole med fuld kost og logi, sengelinned og håndklæder, samt undervisning, foredrag og udflugter.

Prisen omfatter ikke udgifter til eventuelle materialer og entreer.

Skolen har egen idrætshal, som kan anvendes frit. Ketsjere, bolde og egnet fodtøj må medbringes.

Pris

Værelse med eget bad og toilet:
Voksne: 4200 kr. Børn: 2200 kr.

Værelse med eget bad, fælles toilet:
Voksne: 3700 kr. Børn: 1900 kr.

Tilmeld dig vores kursus her

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?